Nordjylland placerer sig både på første- og andenpladsen på listen over veje med de billigst solgte huse i 2022, skriver TV2 Nord med henvisning til boligmediet Boliga.dk.
Den vej i landet, hvor folk i gennemsnit har smidt færrest penge efter husene er Vråvej i Vrå, hvor der sidste år blev solgt i alt seks huse. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de seks boliger ligger på blot 2868 kroner. Det er dermed landets billigste.
Massive forskelle
I den dyreste ende af listen ligger Strandvejen i Charlottenlund. Her blev der i 2022 solgt otte huse til en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 120.500 kroner.
Det betyder, at et hus på 150 kvadratmeter vil koste 435.000 kroner på Vråvej, mens et hus af samme størrelse vil koste 17,5 millioner kroner på Strandvejen.
Landets næstbilligste vej ligger også i Nordjylland. Det er Skagen Landevej i Hjørring, hvor kvadratmeterprisen ligger på 3212 kroner.
Noget kunne altså tyde på, at man skal se mod Nordjylland, hvis man vil spare penge på sit huskøb.
Fem ud af de otte billigste huse, der i Boliga.dks oversigt på nuværende tidspunkt er sat til salg, ligger nemlig også i Nordjylland.
Kilde: TV2 Nord