Når Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) den 23. august slår dørene op til forskningsudstillingen Landskab i farver, der for første gang udfolder de farvefyldte landskabsmalerier af Niels Larsen Stevns, kan man opleve en stedsspecifik installation af billedkunstner Signe Klejs, der går i dialog med og nyfortolker landskaberne hos netop Stevns.
Inspireret af malerens former og farver samt hans skarpe naturiagttagelse og helt særlige evne til at indfange landskabets og lysets foranderlighed skaber Signe Klejs et sanseligt tredimensionelt landskabsmaleri i sand, der sættes i bevægelse af små motorer og således forandres igennem udstillingsperioden, noterer tovholderne hos VKM.
Sandet trækker tråde til Vendsyssel Kunstmuseums kystnære beliggenhed, og Signe Klejs har i foråret været rundt for at observere og indsamle materiale om kystlandskabets forandringer. Signe Klejs er nu i fuld gang med at samle materialet i atelieret.
Installationen er muliggjort med støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Spændende skal det blive at at se resultatet!
Kilde: Vendsyssel Kunstmuseum.