”Det handler ikke om at kunne regne, men om at kunne regne den ud!”
Sådan kunne parolen have lydt, da forvaltningen blev sendt til tasterne for at udarbejde udkastet til en udtalelse, som byrådet skal afgive til Ankestyrelsen. På onsdag skal økonomiudvalget så tage stilling til, om udkastet skal sendes videre til godkendelse i byrådet.
Årsagen til, at Ankestyrelsen har udbedt sig en udtalelse fra byrådet, er, at Ankestyrelsen ønsker at afklare, om byrådet fulgte spillereglerne, da det vedtog et høringssvar til Energistyrelsen i forhold til European Energys ansøgning om en forundersøgelsestilladelse til Havvindmøllepark Hirtshals Syd.
Problemet er, at dagsorden og tilhørende materiale skal udsendes til medlemmer af byrådet 4 fire hverdage inden en sag behandles. Det var ikke tilfældet, da høringssvaret blev vedtaget. For Byrådet fik først materialet vedrørende Havvindmøllepark Hirtshals Syd på en tillægsdagsorden, der blev udsendt dagen før, at sagen skulle behandles. Ifølge lovbemærkningerne til kommunestyrelsesloven kan byrådet kun træffe beslutning i enighed i sager, der ikke er udsendt rettidigt. Og det var ikke et enigt byråd, der vedtog høringssvaret.
Men tilbage til udtalelsen til Ankestyrelsen. Forvaltningen har arbejdet hårdt og kreativt. De har rent ud sagt virkelig forsøgt at regne den ud. Resultatet er en lidt over syv sider lang udtalelse, som for en stor del er stykket sammen af brudstykker fra en betænkning med den mundrette titel ”Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af byrådsmøder.” Særligt interesserede kan læse resultatet her Link.
Betænkningen, der er sakset i, blev udarbejdet forud for revisionen af kommunestyrelsesloven i 2013. Kommissionen bag betænkningen udarbejdede også udkastet til den lovtekst, der senere blev vedtaget. Så betænkningen er bestemt relevant. Imidlertid har forvaltningen sakset udenom de vigtigste passager, fx kommissionens anvisninger og anbefalinger, som sjovt nok er svært forenelige med borgmester Søren Smalbros (V) håndtering af sagen.
Udtalelsen til Ankenævnet er lang, men svag i substansen. Udefra set kan man få den mistanke, at forvaltningen i sin naivitet ikke forventer at andre interessenter læser med. Men de gør de. Og lur mig om ikke udtalelsen vil udløse en kritisk kommentar eller to med adresse til Ankestyrelsen.
Det bliver interessant at følge sagens videre forløb.
Husk at se med, når udtalelsen skal behandles på årets sidste byrådsmøde. Mødet finder sted den 14. december og kan ses via kommunens hjemmeside: Link
Link til tidligere artikel
Oplysninger fra Indenrigsministeriet rejser tvivl angående Hirtshals Havn Syd