Formand Lars Busk Hansen har meddelt kredsstyrelsen i Lærerkreds Nord, som dækker kommunerne Læsø, Frederikshavn og Hjørring, hvor kredskontoret ligger, at han ikke genopstiller ved generalforsamlingen den 21. marts 2024.
– Kredsen står et rigtig godt sted lige nu. Med gode aftaler og gode relationer til medlemmer og arbejdsgivere. Så derfor mener jeg, at det er det rigtige tidspunkt at skifte formand, siger Lars Busk Hansen.
– Jeg har altid været og er stadig glad for at være kredsformand. Men efter 31 år i kredsstyrelsen, heraf 26 år som kredsformand og 20 år som hovedstyrelsesmedlem, så synes jeg også, at det er tid til at nedbringe lidt af kompleksiteten i mit arbejdsliv, og til at give plads for nye kræfter. Og der er virkelig mange gode kræfter i kredsstyrelsen, tilføjer den afgående formand.
Lars Busk Hansen fortsætter sit arbejde i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening og vil derfor stadig være kredsens stemme i landsledelsen. Her er der ifølge ham også nok at tage fat på. For eksempel med regeringens folkeskoleudspil og OK24, som er godt i gang.
– Jeg fortsætter mit arbejde for det gode lærerliv, som altid har været drivkraften i mit politiske arbejde. Men efter 1. april bliver det alene som hovedstyrelsesmedlem” slutter Lars Busk Hansen.
Næstformand Tom Kærgaard stiller op som kredsformand
Tom Kærgaard, der er kredsen nuværende næstformand, stiller op til formandsposten, og kredsstyrelsen støtter hans kandidatur.
Tom Kærgaard har været medlem af kredsstyrelsen lige siden kredsens etablering i 2006. Han har beklædt mange tillidsposter over årene, herunder kredskasserer, næstformand og fællestillidsrepræsentant i Hjørring Kommune.
– Det bliver en stor opgave at følge efter Lars, der har være formand i mange år. Men jeg føler mig rigtig godt rustet til at påtage mig opgaven, så jeg håber på generalforsamlingens opbakning. Jeg er parat til at løfte opgaven og ansvaret som formand, lyder det fra kandidaten til formandsposten.
Kilde: Lærerkreds Nord.