Af Lars Høgh
Byrådskandidat til KV25
Venstre i Hjørring Kommune
Tak for ordet, og tak til Tornby Turistforeningen for at jeg må tale her i aften.
Hvis du skal flytte i weekenden har du så 4 venner som vil møde frivilligt op og hjælpe til?
Som underviser på Hjørring Gymnasium stiller jeg ofte spørgsmålet i forbindelse med sociologi undervisningen i samfundsfag.
Umiddelbart måske et lidt underligt spørgsmål men det giver faktisk god mening når man dykker længere ned i spørgsmålet. Har du nogen du vil kalde ”rigtige venner.” Venner som du kan dele det svært med, det der gør ondt. Venner som du ved du kan have en fortrolighed med. En del svarer hurtigt ja, men mange kikker ned i bordet eller siger ærligt, nej det kan jeg ikke.
Den britiske sociolog Anthony Giddens kalder den tid vi lever i det senmoderne samfund, et samfund hvor bl.a. sociale relationer udlejres, eller udviskes om man vil.
Samtidig oplever vi at de sociale medier påvirker os, unge som gamle. Nogen har valgt aldrig at stå på de sociale medier, andre står af dem. Men de påvirker os – bevidst eller ubevidst, om vi vil det eller ej
Den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder det et accelerationssamfund hvor teknologisk udvikling skaber sociale forandringer.
Tilbage til klasselokalet. Snakken med de unge fører meget med sig. Især når begreberne ”Frontstage” og ”Backstage” kommer i spil, vågner de unge op. Frontstage er den person, man viser udadtil – den man skal fremstå som overfor vennerne, på de sociale medier, det er ”det perfekte billede af sig selv. ”Backstage” er så at sige mennesket bag mennesket, dvs. den du i virkeligheden er, når scenelyset er slukket, strømmen på mobilen løbet tør og internettet gået ned. Der hvor verden er langsom og man som ung for alvor kan så at sige mærke sig selv.
Her kommer vi så til kernen, det, det hele drejer som om. Den du i virkeligheden er og det der for alvor har værdi for dig … Familien nævnes hurtigt af langt de fleste, men også foreningsliv kommer frem.
Instruktøren i idrætsforeningen, kan fortælle om, hvordan det at glæde andre, faktisk er det der giver størst glæde og størst selvværd hos ham eller hende. Andres smil og ordet ”tak” glæder, og glæder langt mere end 50 eller 100 flygtige forbigående likes på sociale medier.
Flokken der sliber båden i bådehuset, dem der planlægger og afholder sommerfesten, arbejdslauet der fikser alt i byen eller dem der mødes søndag formiddag og cykler eller løber en tur sammen.
De kan alle finde en flok som stiller op på flyttedagen, for det gør man med visheden om, at man hjælper hinanden med stort og småt.
Angsten er også i stigende grad over os, og nok især over de unge. Angsten for ikke at se rigtig ud er vel velkendt, men angsten for samværet med andre sniger sig også frem. Angsten for andres berøring, angsten for andres ord, angsten for andres mulige tanker, Hvad nu hvis…
I foreningslivet lærer vi at være sammen, og vi tør være det, ja vi ligefrem nyder det. Sociale relationer udlejres ikke, de skabes og de styrkes. Her griner vi med hinanden, vi tør sågar også grine af hinanden når det falder naturligt. Hvorfor, fordi her føler vi os trygge ved hinanden.
Vi får også lært noget – lederskabet. Uanset hvem du er og hvad du er i arbejdslivet, ja så bliver alle ligesom nulstillet i foreningslivet. Når man træder ind ad døren skiftet man ligesom identitet og bliver den person som foreningsfællesskabet har valgt en til: træner, holdleder eller bestyrelsesmedlem. Et lederskab man får og skal forvalte med bevidstheden om, at det ikke er den månedlige lønseddel der er medvirkende til at folk følger dig. Nej de kommer fordi fællesskabet og dit lederskab giver mening for dem. Alt dette har værdi for mig, og måske også for dig – hvis du er en del af det.
Kender du det ikke er faren for at du ikke forstår det stor. Derfor er det vigtigt at foreningslivets værdier generationsoverføres til de unge. Ansvaret derfor har den ældre generation.
Den har også pligten til at lytte. Lytte til ungdommen og dens ønsker for foreningslivet anno 2025. Center for ungdomsforskning, Idrættens Analyseinstitut og idrætsorganisationen DGI er eksempler på organisationer der har spurgt de unge og givet anbefalinger på, hvordan vi får flere unge ind i foreningsfællesskabet. Det bør vi lære af, fordi fællesskaber forandre sig og fortsat vil gøre det.
Nuvel – jeg bor i Tornby. Stedet hvor huspriserne muligvis ikke altid er de højeste, men antallet af foreninger er skyhøjt. Og heldigvis for det, for det viser hvad et lokalsamfund, stort eller lille, kan give dig, og du give det, hvis man står sammen.
Husk på at andres smil bringer dit smil frem. Fællesskabet forener og forpligter. Også når et lille problem opstår, nemlig at en flok flyttekasser skal flyttes.
Tak for ordet og ikke mindst tak til de mange, lokale som folk udefra, som gør en indsat i foreningslivet.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.
