Af Lars Høgh
Byrådskandidat for Venstre
KV 25 i Hjørring Kommune
Vi bør bringe generationerne mere samme og omtale uddannelser mere ligeværdigt for at skabe mere sammenhængskraft i vores samfund.
For nylig kunne man i radioen og på de sociale medier se at man på et af Hjørring Kommunes ældrecentre afholdt Royal Run, og man havde en nærliggende børnehave på besøg. Fornøjelsen og glæden var stor hos børnene, de ældre, blandt de ansatte og blandt pårørende.
Man kunne også se to unge SOSU-studerende i TV fortælle om, hvordan man ser på og omtaler deres fag og uddannelse, og en berørt TV læge Peter Qvortrup Geisling erkende at han i for ringe grad har vist SOSU faget frem i sine udsendelser. Nedsættende ord som at ”tørre røv” bliver desværre brug mange gange, når der sættes ord på SOSU-arbejdet. Det er ikke i orden.
Med ældrecentrets Royal Run blev børn og ældre bragt sammen, det skabte glæde, men vi kan skabe langt mere glæde hvis vi sørger for at unge mennesker på ungdomsuddannelserne kommer i kontakt med ældrecentrene.
Kom forbi, læs dagens avis højt for en ældre, spil et nummer din musikklasse arbejder med og hør en ældre fortælle om at ja, mit liv har også haft udfordringer, jeg har valgt forkert i uddannelsessystemet, jeg har følt angst og oplevet sorger og glæder, men jeg overlevede, og nu vil jeg gerne leve et værdigt liv som ældre – og gerne passes godt på – af dig. Jeg vil gerne passes af SOSU medarbejdere hvis arbejde værdsættes og som sætter pris på deres arbejde og på mig som menneske.
Hvordan ville du have det, hvis der blev lavet skjulte optagelser på dit arbejde, og hvis det blev omtalt som de SOSU-ansatte oplever det.
Alle erhverv kan vel få et prædikat på sig som kun kan opfattes negativt, modsat i andre fag udtales de bare igen og igen om SOSU-faget – ”tørre røv” siges der. Vi, også SOSU-erne selv,skal holde op med at sige disse ord, så skal vi bringe generationerne sammen, så de unge får erfaringen af hvad samværet med ældre kan give og arbejdet i SOSU-faget også, for kun derfor erkender vi, at Søren Kierkegaard havde ret da han sagde: ”Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns.”


