Med fantasi og metode skildrede han faser af havnebyggeriet, fiskeri og dagligliv på havnen og i de små fiskerhjem, men først og fremmest samlede han i friserne en lang række af de mænd, som prægede stedets udvikling på den tid.
Kunstværkerne eller friserne blev udført på auktionshallens rå brædder. Med en loddekolbe brændte Lars Nielsen konturerne af motivet ind i træet, før han lagde farve på.
Lars Nielsen afsluttede sit arbejde med friserne sidst i januar 1932 med ophængning af ”Kongefrisen” – et motiv med inspiration fra kong Christian den 10.s besøg i september 1931.
Friserne blev savet ud af auktionshallens vægge i 1966 og restaureret af Sofie Bagger op til 1976. Hirtshals Kommunes byråd besluttede, at friserne kunne udlånes eller deponeres hos lokale virksomheder og institutioner mv. Modtagerne blev dengang forpligtet til dels at sørge for forsvarlig ophængning og dels en passende forsikring baseret på et værdigrundlag på kr. 5.000 pr. frise.
Byforum Hirtshals og Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn har indledt et samarbejde for at sikre frisernes bevarelse og øge synligheden af deres historiske betydning. I den forbindelse har man søgt Hjørring Byråd om at ejendomsretten og fremtidigt ansvar for friserne overdrages til Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn. Det har Hjørring kommunes økonomiudvalg netop godkendt.
Planen er herefter:
- at forvaltningen af friserne sker i et samarbejde mellem Byforum Hirtshals og Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn
- at der udarbejdes et nyt deponeringsdokument, hvori ejendomsretten til, og betingelser for lån/deponering samt tilbageleveringspligt for friserne præciseres
- at den enkelte frise udstyres med en metalplade, hvorpå indehaver af frisen, motivnavn og dens oprindelse er indgraveret
- at der udarbejdes et katalog, hvori friserne er afbilledet og opbevaringssted er angivet
Byforum Hirtshals og Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn er meget interesseret og kan kontaktes, hvis nogen kan bidrage med oplysninger om friserne.
Har man fundet den frise, som Horne Højskole har fået forlagt????