Af Lars-Peter Boel
Bestyrelsesmedlem og formand for Kreds 1 i Landboforeningen Agillix
Tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn er i dag direktør for Økologisk Landsforening.
Det er altid både motiverende og opløftende, når en nordjyde sætter sig på en central post. Og det er en større opgave, Rasmus har fået på sit skrivebord: At bedre kårene for de økologiske landmænd. De er en vigtig del af det landbrug, Agillix repræsenterer som forening. Stor opbakning til dem og deres virke.
Men netop på grund af hans store indsigt i både landbrugserhverv og -politik vækkede det en vis undren hos mig, da jeg læste hans ellers velskrevne debatindlæg i avisen: ”Danmark inspirerer resten af verden med økologi”. For jeg synes, at Rasmus går noget hårdt til de konventionelle landmænd herhjemme. De får skyld for meget i indlægget – blandt andet at ødelægge vand- og havmiljøet gennem ”udledninger fra overdrevet gødningsforbrug i ikke-økologiske landbrug”. Pesticider og gødning bliver i dag brugt mere målrettet end nogensinde før af danske landmænd, som er underlagt EU’s godkendelser. Moderne konventionelt landbrug arbejder i høj grad for biodiversitet og miljø – med blomsterstriber, præcisionslandbrug og mindre spild.
Rasmus glemmer at nævne, at de konventionelle danske landmænd formår at producere fødevarer af meget høj kvalitet, samtidig med at de faktisk opfylder nogle af de strengeste miljøkrav i verden. Fødevarer som ifølge flere eksperter står mere end til måls med udenlandske økologiske produkter, hvad gælder blandt andet pesticidrester. Han glemmer også at nævne de konventionelle landbrugs store bidrag til landets eksport og nationaløkonomi, deres vigtige rolle som arbejdsplads for mange tusinde borgere og deres nødvendige bidrag til at sikre liv i landdistrikterne. Og sidst, men ikke mindst, glemmer Rasmus at nævne de mange danske landmænd, som gennem velvilje til at træde ind i den grønne trepartsaftale tager på sig at genskabe enorme naturarealer på tværs af Danmark og nedbringe udledningen af kvælstof til vandmiljøet med flere tusinde tons.
Økologisk Landsforening har en ambition om, at hele det danske landbrug skal omlægges til økologi. Men man bør huske, at forsyningssikkerhed ift. fødevarer også er et meget kritisk samfundshensyn – ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Og det konventionelle landbrug herhjemme sørger i dag for, at der er kød og brød på bordet rundt omkring i EU.
Det konventionelle landbrug er sammen med det økologiske landbrug en del af løsningen. Det samlede landbrug må sammen med det omgivende samfund løse opgaven. Og det er vigtigt at have in mente.
Link til relateret indlæg: Nordjysk økologi kan inspirere hele verden.



