Af Laura Jensen
Kandidat ved KV25
Moderaterne
Hjørring
Jeg har i løbet af foråret og sommeren talt med pårørende til beboere på kommunale bosteder i Hjørring Kommune samt tidligere vikarer og medarbejdere.
Jeg vil i indlægget her sætte fokus på endnu et kommunalt bosted og de oplevelser, som flere har delt med mig – oplevelser, der giver anledning til bekymring og som jeg syntes kræver handling.
Beboerne på det kommunale bosted betaler både egenbetaling og en kosttakst på 3.300 kroner om måneden – svarende til omkring 100 kroner om dagen for alle dagens måltider. Tidligere blev beboere, som opholdt sig uden for bostedet, f.eks. Weekend besøg hos familien, refunderet med omkring 57 kroner pr. døgn. Denne ordning er nu ændret, så beboere først kan få refusion, hvis de er væk i minimum tre sammenhængende døgn. I praksis betyder det, at familier, der tager deres pårørende hjem på et weekendbesøg, ofte ender med at stå med den økonomiske byrde.
En forælder fortalte mig, at ændringen skete uden nogen form for varsling, og at familien først blev opmærksom på det, da refusionen udeblev. Samme forælder har desuden ofte oplevet, at deres voksne barn kommer hjem meget sulten, hvilket har ført til, at familien har dokumenteret aftensmåltiderne på bostedet med billeder.
En tidligere vikar på bostedet, der er uddannet socialpædagog, har bekræftet disse billeder:
”Alle borgere fik samme portionsstørrelse, da aftensmaden leveres fra centralkøkkenet. Fokus på portionernes størrelse i forhold til borgernes helbred har ført til et magtforhold, hvor personalet i praksis kontrollerer borgernes adgang til mad. Det skabte ofte konflikter, når borgere bad om en ekstra portion, som de blev nægtet.”
Vikaren fortæller desuden, at vedkommende selv flere gange har måtte afvise borgeres ønske om mere mad, trods gentagne forsøg på at påpege den skæve magtbalance overfor kollegaer såvel som leder, dog uden effekt.
Disse beretninger vidner om et dybere og komplekst problem, som jeg ikke tror nødvendigvis skal løses på bostedet selv, men højere oppe i systemet.
Det er hverken værdig eller i orden overfor beboerne, eller de medarbejdere der kommer til at stå i situationer, som de heller ikke selv er komfortable med.
Flere ser og mærker lige nu generelt en tendens til at der spares på socialpsykiatri og handicap i kommunen, trods det pakkes ind i andre formuleringer. Det er ikke kun beboerne der mærker det – det er også medarbejderne der skal agere i et presset system, hvor der ikke altid er plads til individuelle behov eller komplekse problemstillinger.
Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan ikke være bekendt, at sårbare borgere, deres pårørende og medarbejderne “på gulvet” betaler prisen, i et system der er skabt for borgerne, men alligevel ofte agere som var det omvendt.
Denne kultur rammer både de sårbare, udsatte og ressourcesvage, deres pårørende og i høj grad også de medarbejdere der hver dag går på arbejde med de bedste intentioner, men begrænses af et borgerfjernt system.
Ingen skal gå sultne i seng.
