Af Laura Jensen og Paw Rytter
Kandidater til KV25 & RV25
Moderaterne
Hvad gør lokalpolitikere, når de virkelig gerne vil have en Bilka til byen? – Alt hvad de kan! Så kort kan det siges.
I Hjørring kommune har byrådet netop sendt forslaget til kommuneplan 2025 i høring. I forslaget oprettes et såkaldt aflastningsområde til en dagligvarebutik på 3100 kvm (Bilka).
Derudover vil man omdanne et såkaldt bydelscenter til et lokalcenter.
Årsagen er, at nærheden til det [forbistrede] bydelscenter var begrundelsen for, at Planklagenævnet sagde nej til Bilka, sidste gang byrådet forsøgte at få giganten til byen.
Men, men, men … bydelscentre og lokalcentre er jo betegnelser, der anvendes i forhold til kommuneplanrammer. De sætter nogle rammer for, hvor store dagligvarebutikker må være.
Det der karakteriserer et lokalcenter, det er blandt andet, at dagligvarebutikker i disse højst må være 1200 kvm.
I det aktuelle bydelscenter ligger en REMA 1000 på 1800 kvm. Den er altså for stor til at kunne ligge i et kommende lokalcenter. Det er en fejl, som let kan påklages.
Det betyder alt andet lige, at planklagenævnet vil sætte hælene igen, hvis der bliver klaget over denne planmæssige uoverensstemmelse. Selvom man er træt af bydelscenteret, kan blokere for en kommende Bilka, kan man jo ikke bare skrive det væk.
Hvad er konsekvensen? Jo, det betyder, at hele den nye kommuneplan ender med først at blive sat på pause, for derefter at blive sendt tilbage til start.
Det er tudetosset at indarbejde et planforslag, som man godt ved er problematisk i en kommuneplan. Den slags skal naturligvis køre i sit eget planmæssige spor i et kommuneplanstillæg, så det ikke risikere at sætte udviklingen i hele kommunen i stå.
Nå, men hverken vores kære og ellers udmærkede borgmester eller formanden for Teknik- og Miljøudvalget har fornemmelse for den slags. De kører hellere på og tager det som det kommer.
“Det er jo bare en høring”, siger de. Og ja, det er det jo.
Men de glemmer vist, at et planforslag skal ud i fornyet høring, hvis der bliver ændret væsentligt i det efter, at det har været i høring. Altså mere spild af tid.
Det må kunne gøres lidt bedre. Det mener vi i hvert fald i Moderaterne i Hjørring kommune.

