Når man som Morten Lauritsen er blevet uddannet købmand hos Jens Brændgaard, da han havde butik i Emmersbæk, har man givetvis stået model til mangt og meget, hvorved man må have oparbejdet en vis resiliens, hvilket nok i dag skal komme førstnævnte til gavn, når vennerne holder polterabend med ham i Hirtshals.
Lørdag ved middagstid var det glade selskab nået til at skulle proviantere hos Spar på Margrethevej. Her mente gutterne derfor bestemt, at den vordende brudgom var den helt rette til at sidde og om ikke andet så pynte ved kassen. På trods af køer ved de to andre kasser, var der nemlig af uransagelige grunde ikke rigtig nogen, der havde mod på at binde an med en afregning hos Morten Lauritsen.
Til gengæld lader det til, at Karina Koch er knap så berøringsangst, når hun på et tidspunkt som brud vil lade sig smede i Hymens lænker med samme Morten Lauritsen.