Lørdag den 19. oktober slår Lendum Forsamlingshus/Lendum Kultur- og Borgerhus dørene op for at fejre et imponerende jubilæum. 125 år som samlingspunkt for lokalsamfundet.
Fra kl. 11.00 til 15.00 kan alle interesserede deltage i festlighederne og opleve husets historie gennem billeder, fortællinger og hyggeligt samvær.
Lendum Forsamlingshus, der i dag også er kendt som Lendum Kultur- og Borgerhus, har siden sin opførelse i 1899 spillet en central rolle i Lendums sociale liv. Huset har lagt scene til utallige begivenheder, lige fra bryllupper og fester til foredrag og generalforsamlinger.
Gennem årene har forsamlingshuset gennemgået flere forandringer og renoveringer for at imødekomme tidens behov. Senest er der lagt nyt tag og nyt loft, installeret elevator, handicaptoilet, og køkkenet er renoveret.
Huset fremstår i dag lyst og indbydende med en stor sal til 140 personer og en lille sal til 75 personer.
Receptionen byder også på et tilbageblik på husets historie, hvor bestyrelsen og andre med tilknytning til forsamlingshuset vil dele anekdoter og minder.
Der vil være lidt godt til ganen, og alle er velkomne til at deltage i fejringen.
– Vi glæder os til at fejre dette jubilæum med hele lokalsamfundet. Huset er en vigtig del af vores fælles historie, og vi håber, at det fortsat vil være et samlingspunkt for generationer fremover, siger Niels Thestrup Bach fra bestyrelsen.
I anledning af jubilæet opfordres gæsterne til at støtte en indsamling til renovering af husets toiletter. Bidrag kan indbetales på konto nr. 9070 1629580227 eller via MobilePay 67949 med mærket “Jubilæum”.
Tilmelding på telefon 50 93 44 90 eller niels@elsager.dk senest den 13. oktober.
Foto: Privatfoto.