Bestyrelsen for Lendum Kultur- og Borgerhus lægger op til generalforsamling den 12. februar og er klar med information om det forgangne år, samt hvad der er i støbeskeen i det nye år.
Der er fastelavnsfest den 11. februar for hele familien. Det begynder i kirken og fortsætter i Kulturhuset med tøndeslagning og saft, kaffe og fastelavnsboller.
Strikke event med lækker tapas og kvindehygge den 16. februar. Den 12. april er der modeshow med forårs moderigtigt tøj fra Butik Havkyst i Hirtshals.
I løbet af året er der også planlagt to koncerter. Først med Bamse Madsen den 18. maj og med Jens Varmløse den 6. september.

Lendum Kultur- og Borgerhus arrangerer bankospil hver tirsdag med rigtig fine gevinster. Der er gode adgangsmuligheder for gangbesværede og kørestolsbrugere, da kulturhuset er udstyret med elevator.
Sommerhygge holdes på Soltorvet den 22. juni, hvor flere foreninger medvirker til at lave en uforglemmelig dag med fællesspisning, bagagerumsmarked, veteranbiler, traktorer, knallerter med videre. Dette krydres med gode tilbud fra Min Købmand og meget andet spændende.
Inden selve generalforsamlingen den 12. februar vil bestyrelsen gerne være vært for en gang stegt flæsk med kartofter og persillesovs samt en øl eller sodavand til alle medlemmer. Tilmelding er nødvendig senest den 8. februar af hensyn til maden.
Hvis du/I ikke er medlem endnu, så klares det nemt ved at ringe til 50934490 eller sende en mail til [email protected]. Prisen er 75 kroner pr voksen.
Som medlem er man med til at støtte og styrke sammenholdet i Lendum blandt andet gennem renovering/vedligehold af gadeflag, julestjerner, legeplads, bænke med videre.
Hvis nogen, mod forventning, ikke ønsker at være medlem af foreningen, og som gerne vil deltage i generalforsamlingen og have mad og samtidig høre, hvad der sker i foreningen, så kan det også lade sig gøre mod betaling af 65 kroner per person.
På generalforsamlingen vil der blive en gennemgang af, hvad der er sket i årets løb, og der gives indsigt i foreningens økonomi.
Bestyrelsen vil komme med idéer og visioner for fremtiden og rigtig gerne høre andres meninger om, hvad der vil være godt for byen.
Der vil selvfølgelig også være valg til bestyrelsen for Lendum Kultur- og Borgerhus og følgende er på valg:
Steen Schütt (ønsker ikke genvalg)
Grethe Tangmose (genopstiller).
Der er lige nu seks i bestyrelsen, og da der i vedtægterne står, at bestyrelsen består af 5-7 personer, så kan foreningen godt køre videre med den nuværende bestyrelse.
Det er dog en sårbar situation, så hvis nogen ønsker at være med i fællesskabet og brænder for at påvirke, hvad der sker i Lendum og omegn, så er der en enestående chance nu.
I den ideelle verden, vil bestyrelsen ønske, at der kunne findes to personer til bestyrelsen samt to suppleanter.
Ved at inddrage så mange som muligt, vil opgaverne være med til at styrke fællesskabet til stor glæde for alle.
De mange arrangementer og almene gøremål øger følelsen af, at man løfter i flok og derved får man en god omgang social hygge på tværs af folks forskelligheder.
Man behøver ikke af frygt for at blive valgt være bange for at møde op til generalforsamlingen, selvom bestyrelsen vil blive glade, hvis et par stykker har lyst til at blive en del af borgerforeningen.



