Den tidligere konservative justitsminister og nuværende formand i Green Hub Denmark, Lene Espersen, som er født og opvokset i Hirtshals, advarer i en klumme i Energy Supply imod at koble Nordjylland af resten af Danmark.
– I Nordjylland har vi masser af projekter i gang og endnu flere på tegnebrættet. Der mangler hverken visioner, ambitioner eller handling, og ingen af de tre stopper grundet en manglende udpegning. Men vi står tilbage med en følelse af, at vi er i ulig konkurrence med resten af Danmark, lyder det blandt andet idnledningsvis fra Lene Espersen.
Bekymringen handler kort fortalt om, at der ikke indgår arealer nordenfjords i den videre dialog om energiparker i Danmark. Det skyldes blandt andet, at det angiveligt af regeringen ikke blev vurderet muligt at udbygge det overordnede transmissionsnet tilstrækkeligt til, at produktionen fra de screenede arealer i dette område kan indpasses i elnettet inden 2030.
– Det kan vi ikke tolke anderledes, end at projekterne i de øvrige regioner får en forlomme, mens vi pænt skal vente i køen. Og her kan vi vente længe, hvis ikke der sættes skub på udviklingen af elnettet inden 2030, fastslår på den baggrund Lene Espersen.
Eftersom vi heroppe er dygtige indenfor grøn energi og angiveligt har plads til opstillingen af energianlæg, ligesom det er her, det blæser, har vi brug for et elnet, der følger skalaen for vores ambitioner, slutter Lene Espersen.
Læs hele klummen her hos Energy Supply.