Af Lene Skjelbo
Kandidat til KV 25
SF i Hjørring
De fleste børn og unge trives heldigvis både i skolen og i fritiden. Men vi har en voksende gruppe, som ikke gør – og det bør vække alvorlig bekymring.
Det er børn og unge, der lever med angst, ensomhed og følelsen af at være anderledes. Børn, der bliver udskældt i stedet for mødt, og som derfor trækker sig ud af fællesskabet. For mange af dem ender det med et eskalerende fravær, som i værste fald fører til at stå udenfor det gode fællesskab og derved tab af uddannelsesmuligheder – samt magtesløse forældre, der står alene tilbage.
DR sætter i øjeblikket fokus på mistrivsel blandt børn og unge det er både nødvendigt og glædeligt. Programmet viser tydeligt, at problemet er komplekst – men det peger også på folkeskolen. Og her er jeg enig: Folkeskolen er ikke blot en skole, men vores vigtigste dannelsesinstitution. Den skal sikre, at alle børn får muligheden for at fortsætte i en ungdomsuddannelse og dermed lægge fundamentet til et godt voksenliv med egen forsørgelse og sunde relationer.
Men virkeligheden er, at mange forældre står alene med ansvaret. Forældre fortæller, at de føler skyld over, at deres barn ikke passer ind i fællesskabet eller læringsmiljøet. Nogle ressourcestærke forældre lykkes med at skaffe alternative tilbud, men det skaber en ulighed, hvor de mest udsatte børn tabes.
Samtidig bliver forældrene ofte gjort til syndebukke. Når Danmarks undervisningsminister Mattias Tesfaye omtaler PDO-børn – oversat til “pisse dårligt opdragede børn” – så flyttes ansvaret ensidigt over på hjemmet. Men lad os være ærlige: Hvis der er én ting, denne forældregeneration gør, så er det at tage ansvar. Se bare de forældre fra DR-udsendelsen, som hver dag sad med deres søn i skolen. Jeg kender selv til lignende historier. Sig mig: Er det ikke ansvar?
Det, vi mangler, er en folkeskole, der tager et større medansvar. Der er brug for støtte til den enkelte elev, men også for stærkere inkluderende lærende fællesskaber i klasserne, så ingen børn efterlades alene. Hvis det kræver to lærere i klassen, så må vi prioritere det – samtidig med at vi mindsker antallet af elever i de enkelte klasser. Der er behov en tidlig og forebyggende indsats.Vi har brug for efteruddannelse af lærere og pædagoger, så de bedre kan møde de udfordringer, børnene kæmper med. Og vi har brug for, at hjælpesystemer som PPR, Børne- og Familieafdelingen og sundhedsplejen kommer tættere på børnene, så indsatsen bliver helhedsorienteret.
Folkeskolen må også i langt højere grad i dialog med forældrene om deres barns trivsel og læring. Forældre og skole skal være medspillere – ikke modparter så folkeskolen i højere grad lever op til formålsparagraf stk.2 – hvor der bl.a. lægges vægt på at eleverne får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Hvis vi vil have lighed i uddannelse for alle børn og unge, må vi turde se mistrivsel i øjnene og handle – ikke kun pege fingre ad forældrene. Spørgsmålet er: Har vi som samfund viljen til at ændre folkeskolen, så den kan løfte sin vigtigste opgave – at give alle børn en reel chance?
Ja – det er vi nødsaget til – ellers efterlader vi alt for mange børn og forældre i opgivenhed og magtesløshed.
