I starten af marts fortalte vi om unge Stephanie Kasten, som dengang netop havde åbnet netbutikken Chosen By S. med et kæmpe sortiment af mad og vin fra Italien. Det var i forbindelse med seneste Vesterhavs Basar i Hirtshals Idrætscenter.
Med sig havde Stephanie Kasten dengang kun et lille udvalg af alt det, man kan finde i den flotte webshop Chosen By S. Netbutikken er bygget op med en let overskuelig menu, idet man fra Forsiden kan klikke videre til Antipasti & Prosciutto di Parma, Muraglia olie, Vin, Ost, Oliven og Olie.

På det tidspunkt havde den unge iværksætter ingen som helst planer om at åbne hverken bar eller fysisk butik, men mange kunder efterspurgte efterfølgende lige præcis dette. Derfor tog hun en rask beslutning, da muligheden bød sig i et ledigt lokale på Jyllandsgade 8 i Hirtshals.

– Stephanelli’s wine bar & shop vil sælge de samme varer som på hjemmesiden Chosen by S. Vi holder åbningsreception lørdag den 1. juni fra kl. 14 til 17, og jeg håber virkelig at se en masse af til festlighederne, lyder der det fra Stephanie Kasten.
Til åbningsreceptionen vil musiker Per Kasten komme og spille udenfor, mens der indenfor vil blive serveret smagsprøver på både vine og forskellige snacks fra Italien.
Link til relateret artikel
Frisk pust med duften af lækker italiensk mad og vin ved Vesterhavs Basar


