Den 27. august 2024 holdt Leverandørselskabet Agri Energy Vrå AmbA sin stiftende generalforsamling, hvilket markerer et vigtigt skridt på rejsen mod ejerskab og værdiskabelse gennem biogasselskabet Agri Energy Vrå P/S.
Agri Energy Vrå AmbA er stiftet med det formål at levere biomasse til Agri Energy Vrå P/S og samtidig være medejer af virksomheden.
Selskabet har nu omkring 100 andelshavere, som tilsammen vil levere en betydelig del af den biomasse, der skal forarbejdes i biogasanlægget.
Andelshaverne indtager dermed en unik position som både leverandører og medejere af en fremsynet virksomhed, der spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling.
Agri Energy Vrå P/S anvender sammen med Stiesdal pyrolyseteknikken til at binde mere CO2 i jorden. Denne CO2 er blevet optaget gennem fotosyntesen på andelshavernes marker.
– Bestyrelsen vil i den kommende tid arbejde på at få de resterende andele solgt, så selskabet kan blive fuldtegnet, oplyser formand Peter Fuglsang.