I Hjørring er der flere levn fra Den Kolde Krigs spæde begyndelse. Har du for eksempel lagt mærke til de firkantede betonkasser, der findes rundt omkring i byen? Blandt andet i Christiansgave og ved Meny på Frederikshavnsvej.
Under dem ligger store runde beskyttelsesrum, der blev bygget i perioden 1944 til 1951. Flere af disse betondækningsgrave er dog med tiden blevet fjernet. Eksempelvis i Dronningensgade, hvor der indtil for nylig har været adgang til et af de underjordiske rum.
– På billederne kan I se en 9. klasse fra Sindal, lige inden vi bevæger os ned i dybet, samt beskyttelsesrummet, der indvendigt var dekoreret af børnehavebørn. Bunkeren lå nemlig på Børnehaven Pilehusets grund, lyder det fra Lone Venderby hos Skoletjenesten.
Skiltet med paddehatteskyen er blandt de genstande, der i 2010 blev indsamlet af VHM, da beredskabets store kommandobunker på Mads Clausens vej blev tømt. Det minder ligeledes om en tid, hvor mange frygtede, at 3. verdenskrig var lige på trapperne.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.