Det er med tristhed, det meddeles, at Lillehedens administrerende direktør, Christian Esbensen, på grund af sygdom desværre ser sig nødsaget til at træde tilbage fra sin stilling på trods af, at han er i bedring.
Christian Esbensen har gjort et fantastisk arbejde for Lilleheden A/S, siden han kom til som salgschef i 2003, og har en stor andel i, at vi i dag har en markedsledende position inden for limtræ, lyder det fra virksomheden syd for Hirtshals.
Posten som Lillehedens administrerende direktør overgår nu til Hans Henrik von Platen-Hallermund, som siden januar 2024 har besat stillingen midlertidigt og allerede har bidraget positivt til forretningen.
”Det bliver spændende at være med til at præge virksomhedens fortsatte udvikling som den førende producent af limtræ i Danmark. Med det store fokus på bæredygtighed og træbyggeri er der en øget efterspørgsel på bærende konstruktioner i limtræ, som vi er helt klar til at imødegå hos Lilleheden”, lyder det fra Hans Henrik.
NordsøPosten ønsker i lighed med Lilleheden Christian Esbensen alt det bedste og ser frem til et fortsat stærkt samarbejde med Hans Henrik von Platen-Hallermund.