Lis Sørensens musik med egne og andres skønne sange har igennem intet mindre end fem årtier dannet livsbekræftende lydspor for flere generationer i Danmark.
Det blev helt tydeligt og klart for alle de tilstedeværende, da sangerinden torsdag aften gav et brag af en virkelig intens koncert i MusikLaden ved Lønstrup.
Her fornemmede den erfarne Lis Sørensen og bandet med musikerne Jonas Krag, Mads Michelsen, Mikkel Riber og Steen Rasmussen hurtigt, at de var på noget nær hjemmebane og havde publikum i deres hule musikalske hånd, hvilket de til fulde udnyttede til alles fordel og fornøjelse i MusikLaden.
Der var ikke mange numre, som publikum ikke kunne synge med på, hvilket de da også gentagne gange blev opfordret til af en særdeles veloplagt, suverænt akkompagneret og sanseligt syngende Lis Sørensen.
Sebastians smukke nummer Stille før storm var bare et af adskillige, hvor man mærkede magien indfinde sig i hele den stemningsfulde lade, der i øvrigt undervejs fik mange rosende ord med på vejen af Lis Sørensen.
Ligeså fin ros fortjener arrangørerne Chelina Bagger og Henrik Konnerup hos Event &Os. Parret har fået stor og velfortjent succes med koncerter både i MusikLaden og på Vendelbohus.
Publikum blev simpelthen taget med storm af Lis Sørensen!
Foto: Niels Skipper.