Godt gemt væk i træerne i et sommerhusområde i Tversted ligger Havtornhuset, skriver TV2 Nord. Et sommerhus på 65 kvadratmeter, som Liselotte og Morten Mikkelsen har kastet deres kærlighed på.
I begyndelsen var der dog ikke tale om en stormende forelskelse i huset. Tværtimod.
– Da jeg kom ind og så det, tænkte jeg ”fuck, det her er bare ikke mig,” siger Liselotte Mikkelsen.
Og så begyndte forestillingerne om fremtiden at spire.
Farver og loppefund
Som smed og maskinmester er Morten Mikkelsen lidt af en handymand, og han har selv bygget flere ting i sommerhuset – blandt andet udeområdet, der byder på shelter, vildmarksbad, udebruser og træterrasse, der omkranser hele huset.
Liselotte har stået for at male og indrette, og selvom hun i begyndelsen forestillede sig, at udtrykket skulle være hvidt tilsat enkelte farver, udviklede det sig hurtigt.
Nu er sommerhuset fyldt med farver og sjove loppefund, ligesom Liselotte er blevet bidt af en gal retrodug.
Det fund, Liselotte er mest glad for, er to radiolamper fra Louis Poulsen. Faktisk fik hun de kostbare lamper kvit og frit, da hun spottede dem i en container.
– Jeg spurgte, om jeg måtte tage dem, og det måtte jeg. Det var vi helt høje over, siger hun.
Murstensvæg skiller sig ud
Mens det meste af sommerhuset har fået en kærlig hånd eller en klat maling både ude og inde, har en rå murstensvæg med pejs fået lov til at stå, som den var.
Det er især Morten, der er vild med murstensvæggen.
Med tiden er planen dog at udskifte pejsen med en brændeovn, fordi pejsen ikke giver varme nok. Og her har Liselotte fået Morten med på idéen om en hvid brændeovn i stedet for den traditionelle sorte.
Ro og afveksling
Det lille halvfjerdserhus har fået en stor plads i Liselotte og Mortens hjerter, og når det ikke er udlejet, bruger de det både i weekender og hverdage.
– Det er blevet bedre, end vi troede. Det giver os ro og afveksling fra hverdagen. Det er helt vildt, hvor meget jeg værdsætter det, siger Liselotte Mikkelsen.
Kom indenfor i sommerhuset i Tversted i ”Særlige sommerhuse” her – og find hele serien ved at klikke her.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Privat.