Der er ved at komme liv i Tornby Levefællesskab på den tidligere ”Havbakkegrund” i Tornby. Stærke entreprenørmaskiner fra TL-Byg har indtaget grunden og er startet med et omfattende gravearbejde. Store jorddynger tårner sig op på grunden som det synlige bevis på den heftige aktivitet.
Tornby Levefællesskab er et nyt boligprojekt midt i naturskønne Tornby med en vision om at skabe en oase med moderne boliger, hvor beboerne har mulighed for at opnå en høj grad af fællesskab og livskvalitet.
Projektet er opdelt i 12 ejerboliger, der sælges til private, samt 18 boliger der udlejes gennem Boligselskabet Nordjylland.
Som tidligere nævnt i NordsøPosten afholdes der et informationsmøde for interesserede lejere og købere til de mange nye boliger torsdag, den 30. november kl. 19.00 i Tornby Hallen. Ingen tilmelding.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.