De sidste par dage har gæve folk fra Liver å Lystfiskerforening været ude for at give de gamle gydepladser et tiltrængt og ordentligt løft i Stenvad Å.
– Gydepladserne lavede vi i slut 90erne og start 00erne, og de var ophav til meget yngel, og et sted vi elfiskede mange moderfisk i 00erne. Gydebankerne var nærmest helt væk grundet hårdhændet vedligeholdelse, og derfor har vi søgt kommunen om, at vi måtte genoprette dem, fortæller Michael Ejstrup fra Liver Å Lystfiskerforening.
– Efter en god snak med lodsejerne og en god snak med DTU Aquas medarbejdere blev vi enige om at bruge de midler, vi havde til rådighed fra manglende udsætning af yngel og halvårs fisk på dette projekt, tilføjer han.
I den forgangne uge har folkene så fået lavet omkring 125 meter friske gydepladser og opvækstvand over en strækning på henved 300 meter. Der er også lagt udlagt en masse store skjulesten, samt plantet ranunkler.
Sidst, men ikke mindst, så er det aftalt med Kommunen, at der ikke vedligeholdes med mejekurve på denne strækning i fremtiden, og at folkene i foreningen fremadrettet står for vedligeholdelsen af grøde med håndredskaber.
– Nu krydser vi fingre for, at vores havørreder og bækørreder tager godt imod de fine nye gydepladser i Stenvad Å. Stor tak til DTU, lodsejerne, medhjælpere og Toftegaard Maskinstation for samarbejdet, slutter Michael Ejstrup.
Foto: Liver Å Lystfiskerforening.