Torsdag aften den 20. marts klokken 19.00 fyldes Astrup Kirke med varme toner og eftertænksomme tekster, når den lokale musiker Christoffer Kejser Larsen sammen med Mikkel Zakariasen giver en intim livekoncert. Koncerten, som har fri entré, byder på akustisk rock og folkemusik på dansk, og publikum kan se frem til en inspirerende aften i selskab med KEJSER LARSEN & ZAKARIASEN.
Christoffer Kejser Larsen er et kendt navn i musikmiljøet. Den lokale sangskriver, producer og musiker har gennem en årrække beriget publikum med sine dansksprogede sange, der kredser om hverdagens små og store fortællinger. Hans tekster, som ofte er både eftertænksomme og livsbekræftende, fanger stemningsfyldte øjeblikke og genkendelige temaer fra livets rejse.
“Regnen falder som mønter i en ønskebrønd. Små dryp af irrede dråber tænder en drøm,” lyder det i en af Kejser Larsens sange, der vidner om hans evne til at male billeder med ord.
Christoffer Kejser Larsen har en lang og imponerende karriere bag sig. Han har tidligere været forsanger i Kejser Larsen Band, som i 2016 blev “Radio-darlings” på DR P5 med sange fra debutalbummet “Barmhjertige Søster”. Bandet har udgivet to studiealbum, flere singler og to livealbum, og i 2025 udgiver Kejser Larsen sit første soloalbum.
Den alsidige musiker optræder i mange forskellige sammenhænge og har spillet mere end 1000 livekoncerter på nogle af Danmarks største scener, herunder Skagen Festival, Smukfest, Mariehaven i Ansager, Boksen i Herning og Jelling Musikfestival.
Nu kan publikum i Astrup Kirke opleve Kejser Larsen i en mere intim og neddæmpet atmosfære sammen med Mikkel Zakariasen. Koncerten byder på en unik mulighed for at komme tæt på de to musikere og lade sig rive med af deres musikalske univers.
“Vi bærer lyset i os, ja det ved du vel? Det er i de hårde tider, vi lærer mest om os selv,” synger Kejser Larsen, og netop dette budskab om håb og livsglæde vil uden tvivl skinne igennem under koncerten i Astrup Kirke.
Måske bliver der også givet små smagsprøver på Kejser Larsens nye single “Jernspurv”, der udkommer fredag den 21.marts.