Hvert år i skolernes sommerferie er der på skift en familie, der vælger at prøve at leve livet på landet, som det var, dengang alt foregik i et roligere tempo. Det er Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Mosbjerg, der står for denne levende historieformidling, hvor familien i en uge skal være klædt, leve og arbejde, som en landbofamilie gjorde det omkring 1914. Familien skal også være med til at videreformidle historien om den tid, hvor der ikke var moderne bekvemmeligheder som radio, fjernsyn, køleskab og computere.
I uge 29 var det Ditte Kristiansen fra Tuen, der sammen med børnene Ella på 8 år og Nohr på 6 år samt kæresten Chris Hansen, der levede i det lille husmandssted, som man gjorde det for 100 år siden.
– Børnene er vilde med livet på landet, for det er så spændende med alle de gøremål i løbet af dagen med dyrene og alle de besøgende, der skal høre lidt om, hvordan det er at leve som dengang, hvor alting gik lidt roligere, fortæller Ditte Kristiansen.
Dagen igennem er der nok at gøre for Ditte, børnene og kæresten Chris. Der er høns af Gammel Dansk Landrace og en svinebesætning samt to kalve, der skal passes. Der skal hentes vand ved brønden til tøjvask i gruekedlen, som var datidens vaskemaskine, og der skal laves mad.
I løbet af dagen kommer der også besøgende, som vil opleve Husmandsstedet og høre landbrugsfamilien fortælle om livet på landet omkring århundredeskiftet.
Med så mange gøremål har familien ingen problemer med at få tiden til at gå, men der er heldigvis også tid til leg. Børnene hygger sig med de gammeldags lege som at gå på stylter og spille kongespil.
– Det er den bedste form for ferie, vi kan ønske os. Det er helt ubeskriveligt, at få lov til at være sammen med børnene og Chris i en hel uge uden fjernsyn, telefoner, pc’er og tablets. Det er dejligt at komme ned i gear. Det gør ikke noget, tværtimod, at alting tager lidt længere tid. Det tager tid at lave mad og vaske tøj. Der skal hugges brænde til komfuret, og dyrene skal fodres. Det er dejligt, at Ella og Nohr på denne måde får historieundervisning på den praktiske måde og lærer, hvorfra kartoflerne og æggene kommer. Og vi har gavn af at arbejde med vores hænder og ikke blot sidde bag en skærm, siger Ditte Kristiansen.
Ditte Kristiansen har god erfaring med at leve, som man gjorde det i første halvdel 1900-årene, idet hun i 12 år har været med sine forældre, søskende og oldemor som husmandsfamilie i Mosbjerg, og i år er det 3. år, hun er madmor i Husmandsstedet sammen med sine egne børn.
Husmandsstedet er beboet indtil søndag den 13. august, hvor der også er Høstdag på Landbrugsmuseet. Her er lejlighed til at opleve, hvordan høsten blev bjærget for 100 år siden.
Alle er velkommen til at aflægge et besøg og opleve livet på landet fra en svunden tid. Der er åbent hver dag fra klokken 10 – 17, dog slutter Høstdagen klokken 16.00.