Da Lone Olsen, som er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune, søndag formiddag kiggede ud over forsamlingen, kunne hun tydeligt mærke den energi, der havde præget de sidste 24 timer under Stafet For Livet på Dyrskuepladsen.

– I fik både solskin og regn under stafetten. Ja, endda lyn og torden. Og måske passer det meget godt – for Stafet For Livet handler om hele livet. Både de lyse og de mørke stunder. Og vigtigst af alt: at vi står sammen igennem det hele. Jeg ved, natten har været både smuk og kold, stjerneklar, stille og med mange af jer, der holdt stafetten i gang time efter time. Og nu, hvor dagen har taget over, kan man næsten se, hvordan lyset – og fællesskabet – vinder frem. Det har været et døgn fyldt med liv – og det er netop dét, Stafet For Livet handler om, lød det indledningsvis i den livsbekræftende og smukke tale af Lone Olsen.
Udvalgsformanden kom dernæst ind på den positive udvikling, der igennem de senere år har været omkring forskning i forebyggelse og helbredelse af kræft. Flere og flere overlever derfor også kræft i dag, hvilket er en fantastisk udvikling, men man må ikke glemme, at livet efter kræft også kan være svært. Mange kæmper med senfølger, både fysisk og psykisk. Derfor skal vi som samfund blive endnu bedre til at støtte op. Ikke kun under sygdommen, men også bagefter. For alle fortjener et godt liv også efter kræft, fastslog Lone Olsen.
Undervejs i talen og igen afslutningsvis takkede udvalgsformanden både dem, der i den gode sags tjeneste havde gået, løbet, bagt, båret fakler, stået i boder eller bare været med og bakket op om denne 11. udgave af Stafet For Livet I Hjørring.

Det suverænt største hold i år var Team Sara. For kun få uger siden mistede Michael og Iben Dissing Hornbech deres bare 17 årige datter Sara Dissing Hornbech. Det var i sagens natur især magtpåliggende for hendes familie, men også venner og bekendte at deltage i dette års Stafet For Livet.

Fotoalbummet midt i artiklen indeholder billeder taget af fotograf Henrik Risager. Billederne givet et flot indtryk af den livsbekræftende event på Dyrskuepladsen.
Fakta om Stafet For Livet
Stafet For Livet er et indsamlingsevent, der løber af stablen i hele landet fra maj til september. Ved at deltage støtter du Kræftens bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Som deltager bidrager du til indsamlingen ved at tilmelde et hold og finde lokale sponsorer, som vil støtte de runder, holdet går eller løber.
En stafet kan være stor eller lille og foregå på fx et stadion, i en skov eller en park. En stafet varer som oftest mellem 12 og 24 timer.
Læs mere her hos Stafet For Livet.


