Livsstilsvejleder Mette Brath understreger vigtigheden af, at vi ikke KUN skal drikke rent vand i varmen.
– Når der er så ekstremt varmt som i disse dage, sveder vi mere, end vi plejer. Vi skyller dermed vigtige salte ud af kroppen. Og det giver utilpashed, døsighed og svimmelhed. I værste fald besvimelse, advarer Mette Brath.
– Så lav en god kande saftevand. Nyd en sodavand. Spis lidt saltstænger eller chips og drys lidt mere salt på maden. Rent vand er fantastisk, men i varmen er lidt sukker og salt godt, uddyber livsstilsvejlederen fra Hjørring.
Søg desuden i skyggen eller til vandet. Pas på børn, ældre og borgere med handicap. Hjælp dem med at huske væske. Motioner IKKE I dagtimerne. Gør det tidligt eller sent, lyder hendes råd.
– Køb et lille havebassin og nyd sommeren, så længe den varer, slutter Mette Brath.