Konsekvenserne af denne hastigt organiserede afstemning kan vise sig at være katastrofal og alt-ødelæggende for fiskeindustrien i hele Europa, såvel som for kontinentets / europærernes fødevaresikkerhed og suverænitet, skriver FiskerForum.
Det siger formanden for de europæiske trawlfiskeres forbund (EBFA) Ivan Lopez, der repræsenterer mere end 20.000 fiskere og 7.000 fartøjer. De fordømmer på det kraftigste NOG’eres og Miljøaktivisters initiativer rettet mod Europa-Parlamentet om, at forbyde bundtrawl i alle maritime beskyttede områder.
Der landes årligt en million tons fisk fra dette fiskeri
EBFA påpeger, at demersalt fiskeri / Bundtrawl spiller en grundlæggende og meget afgørende rolle i forsyningen af fødevarer, der årligt lander mere end en million tons sund og bæredygtigt fanget fisk og skaldyr, hvilket repræsenterer omkring 25 procent af EU’s samlede landinger af fisk og skaldyr i vægt og værdi.
Ifølge EBFA ville et forbud mod demersalt fiskeri i Europa alvorligt skade Europas fødevaresikkerhed.
Ifølge EBFA ville resultatet være, at importen af fisk og skaldyr fra de dele af verden, hvor der er ringe eller ingen krav om bæredygtighed og ansvarlighed, vil stige for at imødekomme manglen på lokalt produceret fisk, på baggrund af krigen der udkæmpes i Ukraine. Derfor bør de europæiske lovgivere se på, hvordan man kan styrke det lokale fiskeri, i stedet for at svække det dramatisk.
Med hovedet under armen gives der plads til hav-vind
Der tages initiativer til at komme af med bundtrawl-fiskeriet, ikke af miljømæssige årsager, men for at rydde havbunden for andre aktiviteter, der istedet er langt mere skadelige og uoprettelige for havmiljøet.
EBFA-medlemmer har udtrykt overraskelse over, at selvom NGO’er er så ivrige efter at beskytte havet mod trawl-fiskeri, ser de ikke ud til at have den samme bekymring, når det drejer sig om at beskytte havmiljøet mod opgravning ved store projekter. Det ser ud til, at industrialiseringen af havet, der er planlagt med en enorm udvidelse af antallet af havvindmølle-parker, også i beskyttede havområder, ikke er en del af deres politiske budskab, som det er set med eksemplet Doggerbanke i Storbritannien.
Samtidig ser ethvert krav om en grundig og videnskabeligt baseret undersøgelse, ud til at være opgivet på forhånd af NGO’erne.
»Det er uacceptabelt at se, at særligt omstridte videnskabelige undersøgelser – hvoraf nogle endda er blevet trukket tilbage på grund af manglende videnskabelig evidens, fortsat er grundlaget for den igangværende diskussion.
EU kan og bør ikke lovgive udfra følelses-ladede kampagner fra NGO’er uden først at se på ethvert kommissionsforslag samt videnskabeligt underbyggede fakta og ikke mindst den nødvendige politiske debat, der følger,« understreger EBFA-formand Ivan Lopez.
»Tusindvis af lokale fiskere og deres familier vil være ofre for de udemokratiske debatter der foregår for tiden, iscenesat af NGO’erne og Miljø-aktivisterne. Fiskernes fortsatte investeringer i højteknologi og bæredygtige redskaber afhænger i høj grad af forudsigeligheden i fiskeriet og ikke af vilkårlige og pludselige sindsstemninger hos vores lovgivere. Det skal være sagligt og faktabaseret beslutninger – ikke følelsesbetonede.
Ivan Lopez siger videre, at fiskeindustrien i årtier i samarbejde med EU-myndighederne har investeret i en effektiv fiskeriforvaltning. I denne sammenhæng har industrien hjulpet med at kortlægge havene for at identificere sårbare områder, og i nogle tilfælde har EBFA-medlemmer været proaktive med at lukke områder for fiskeri, når det har været nødvendigt. Dette har samtidig også hjulpet med at identificere bæredygtige områder til bundtrawls-fiskeri.
Som følge heraf opererer fiskeflåden der fiske med bundtrawl, for det meste over sandede havbundshabitater med høj bølge- og strøm påvirkning, som er velegnet til bundtrawl og derfor ideel til at modstå påvirkningen herfra.
EBFA-medlemmer har investeret kraftigt i sådanne teknologier for, at gøre deres fartøjer mere selektive, ved at bruge teknikker der skåner havbunden mest muligt og som samtidig reducere brændstofforbruget.
Tæt på 100 procent af landingerne fra de Nord-atlantiske farvande er fra EU-regulerede bestande fisket på MSY-niveau, understreger EFBA’s formand Ivan Lopez.
Bæredygtigheden af bundtrawl-fiskeriet er blevet videnskabeligt bevist, især i Atlanterhavet, hvor næsten 100 procent af landingerne fra EU-regulerede bestande kommer fra populationer, der fiskes på niveauer for maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY).
Mere faktabaseret videnskab, tak
Fiskeriorganisationen EBFA opfordrer medlemmerne af Europa-Parlamentet til at følge en mere videnskabsbaseret debat omkring dette spørgsmål omkring bundtrawlfiskeriet på europæisk plan med alle involverede interessenter.
Ivan Lopez afviser ikke, at bundtrawls-fiskeri har en indvirkning på miljøet. Det er dog værd at påpege, at alt hvad vi mennesker gør her i livet, påvirker miljøet, og at producere mad er ikke anderledes. Alt, hvad vi spiser, koster planeten noget, påpeger formanden for EFBA.
»I fiskeriet gør vi det af en meget god og åbenlys årsag, vi fisker for at hente sunde, bæredygtige og nærende fisk og skaldyr, med lav miljø-effekt, ingen pesticider og intet ferskvandsforbrug. Vi er derfor meget overraskede over skridtet fra Europa-Parlamentet og opfordrer kraftigt MEP’erne til at revurdere situationen meget nøje. Denne trawl-afstemning bør man ikke tage let på og den skal underbygges af videnskabelige data og fakta og ikke med følelserne uden på tøjet – hvilket tydeligvis er tilfældet lige nu.
Kilde: FiskerForum.