Spillerne i fodboldklubben Vendsyssel FF har fået udbetalt deres løn for april måned.
Lønnen udeblev i sidste uge, hvor bestyrelsesformand Ahmet Schaefer begrundede den manglende løn med forsinkelser af støtte fra staten.
– Det er et spørgsmål om dage, og vi arbejder 24/7 for at tage de nødvendige skridt og få overført lønnen til jeres personlige konti, skrev Ahmet Schaefer i et brev til spillerne.
Nu er lønnen tikket ind på spillernes konti, efter Spillerforeningen har været til møde med klubledelse og spillere.
– Vores spillerrådgivnings-team har i dag været til møder med både klubledelsen og spillerne, og det er glædeligt, at vi efterfølgende har kunnet erfare, at lønnen er tikket ind på spillernes konti, siger Spillerforeningens direktør, Michael Sahl Hansen.
TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Vendsyssel FF-spillerne.
Videohilsen fra direktøren
Lønnen tikker dermed ind på spillernes konto før torsdag i denne uge, sådan som de var blevet lovet i en videohilsen fra direktør i Core Sports Capital Ahmet Schaefer, som er det schweiziske fodboldselskab, der ejer aktiemajoriteten i Vendsyssel FF.
I videoen til spillerne sagde han i sidste uge:
– Jeg vil også gerne understrege, at vi har arbejdet hårdt gennem de sidste par dage og jeg er glad for at kunne bekræfte over for jer, i dag, at jeres fulde løn vil blive udbetalt i løbet af næste uge, men ikke senere end torsdag, siger Ahmet Schaefer.
I sin videohilsen udtrykker Ahmet Shaefer også sin bekymring for de udfordringer som Vendsyssel FF står overfor.
– Fodbold er i en krise, og vi går meget svære tider i møde. Vi har mange udfordringer på banen, med en masse skader til vores start 11’ere, som har givet os en negativ dynamik. Noget vi langsomt vender rundt, kamp efter kamp.
Kilde: TV2 Nord.