Da jeg for år tilbage stoppede som afdelingsleder i Hjørring Kommune, fik jeg en afskedsgave fra medarbejderne.
I kurven var der to krus, som fangede min opmærksomhed. En af medarbejderne, som var medejer af Butik Køster i Astrup, kunne fortælle mig lidt mere om kruset. Butik Køster stod for designet af det, mens pottemageren i Mygdal havde omsat designet i ler. Det var første gang, jeg stødte på navnet Joan Grønfeldt.
Det var dog først sidste efterår jeg mødte Joan, nu i hendes nye værksted på Hjørringgade 7 i Hirtshals. Her møder jeg hende også en fredag i marts til en kop kaffe. Joans hund Junior hilser pænt på mig da, jeg sætter mine fødder i det gamle fiskerhus. Hen over vinteren er huset gjort klar til den nye sæson. Hun er ikke kommet helt på plads, men Joan forsikrer, at det bliver hun snart, så folk fra nær og fjern kan komme og besøge hende.
Jeg fortæller Joan, at jeg faktisk ejer noget af hendes keramik og fortæller historien om de to krus. Hun kigger smilende på mig og beretter om det gode samarbejde med Butik Køster. Gennem 15 år har hun produktudviklet keramiske kollektioner. Butik Køsters design var en af dem.
Joan vægter højt, at vi omgiver os med ting, som er både bæredygtige, brugbare og ikke mindst har værdi. Dette kommer også til udtryk i de tepotter, krus og tallerkener, som denne pottemager drejer. Hun forsætter med, at hun er glad for, at forbrugerne har fået øjnene op for de udfordringer, samfundet og menneskeheden står over for. De sidste årtiers overforbrug i vores smid væk kultur og køb nyt samfund, hvor drivkraften kun er profit, mener hun er på retræten. Vi er som forbrugere blevet mere bevidste, unge som ældre.
Efter den lidt mere samfundskritiske indledning blev den snak efterfølgende mere personlig. Tilbagelænet i stolen ved det lille kaffebord fortæller Joan, at hun føler sig heldig. Når hun har stået ved en skillevej, har det ikke været fornuften, men hjertet hun har fulgt. En af Joans værdier, som kom til at stå tydeligt frem, er at tage ansvar for eget liv.
At følge sit hjerte begyndte kun for en umiddelbar betragtning med 8 år på skolebænken, en god base til et liv med ler. Det startede nemlig et helt andet sted. Lige fra folkeskolen ville hun ud i sundhedssektoren. Et arbejde med mennesker og værdi. Troede hun havde fundet sin rette hylde og skulle bare lige et år på højskole. Det ændrede alt.
På højskolen var der en af disse lærere, som brændte så meget for sit fag, at hun oplevede, det smittede af på alle, der satte sine fødder i det keramikværksted. Joan kiggede sig ikke tilbage. Højskolen var ligeledes stedet, hvor man blev uddannet som faglærer, så for at få lov til at blive i det værksted, tog hun de 4 år og blev uddannet som keramiklærer.
Her kom hendes forældrene ind i samtalen. For når man tager livsændrende valg, bliver man bevidst om, hvad man har med i bagagen. Jeg fik fornemmelsen af, hvad hendes familie betyder for hende, og i hendes kærlige beskrivelse af forældrene er det tydeligt, at der er en klar samhørighed og forståelse fra hendes mor. Hendes mere konservative far er glad for regneark og giver modspil: ”Ved du, hvor mange kopper, du skal lave i timen for at tjene til føden?”
Siden tog Joan uddannelsen som pottemager. Det var 4 år på EUC-syd og ud i mesterlære som lærling på et værksted. Og her lærer man, hvor mange kopper der skal til, men for Joan er et godt liv ikke hårdt eller vellønnet arbejde – godt arbejde skal give mening. Hun har valgt det liv, hun følte var rigtigt for hende.
Det viste sig at blive uden børn. Joan er meget afklaret med det og lider ingen savn. Hun gør det, hun har allermest lyst til, hver dag; at sidde ved drejeskiven og forme ler til produkter. Keramik til dem, som værdsætter ting, der er skabt i hånden og giver glæde i hverdagen. At leve det liv, hun har valgt, betød også et farvel til Mygdal, hvor Joan havde sit pottemageri. Roligt, men sikkert, stedet, hvor hun byggede sin virksomhed op igennem 15 år.
En oplevelse, som stadig skaber ringe i vandet i dag, var den gamle lokale Brugs på den anden side af vejen. Den var lukket et par år, før hun kom til byen, og bygningen på Skagen Landevej lå tomt hen. Brugsforeningen ville sælge, for ingen kan lide forladte bygninger. En lille gruppe ildsjæle mødtes – og henover en kop kaffe blev de første visioner om et samlingssted for kunsthåndværkere skabt. Med Joan som en af medstifterne og med hjælp af Statens Kunstfond blev Mygdalhus til virkelighed.
Når man møder mennesker med åbenhed og frisind, er det oftest disse udefrakommende impulser, som skubber en i gang igen. Senere tog lokale kræfter over, og det går rigtig godt for Mygdalhus. De kunne sidste år fejre 10 års jubilæum.
Til et kaffeselskab sad Joan til bords med billedhuggeren Claus Ørntoft. Claus, som har lavet kunstværket ”Lille tektonisk plads” på Karens Plads i Hirtshals, kunne fortælle, at der var et tomt, gammelt fiskerhus i Hirtshals. Nysgerrigheden tog over, og Joan fik travlt og forlod selskabet.
På spørgsmålet, hvad hun skulle, svarede hun nøgternt: ” Jeg skal til Hirtshals.” Resten er historie. Joan købte det sidste originale fiskerhus i Hirtshals. Hun har indrettet værksted og galleri i huset med uundværlig hjælp fra udstillerne og frivillige. Ved åbningen af ”Grønfeldt” holdt Claus Ørntoft åbningstalen.
Vi slutter vores samtale med at snakke lidt om spørgsmålet: ”Hvad er kunst?” Vi kan hurtigt blive enige om, at kunst er en historiefortælling, som ikke er afhængig af smag. Joan tilføjer, at hun ser sig selv som pottemager, og at den faglige stolthed har højere prioritet end kunstneriske ambitioner. Betegnelsen kunsthåndværker er også ok, for kunsthåndværk er et så fint øjebliksbillede af den tid vi lever i, siger hun med et smil.
Før jeg forlader det hyggelige fiskerhus ved “Lille tektonisk plads” fortæller Joan mig kort om, at pottemagerforeningen kunne fejre 125 års jubilæum sidste år. I den anledning satte CLAY – Keramikmuseum Danmark, fokus på det gode håndværk, som pottemagere repræsenterer. Mens jeg går lidt rundt og tager billeder i værkstedet, sætter Joan sig tilrette ved sin drejeskive og begynder at dreje kopper. Når de er færdige, skal de afsted til museumsbutikken på CLAY.
Udenfor er borde og bænke klar til at modtage gæsterene, som kan nyde en kop kaffe i den hyggelige gårdhave. Timerne i godt selskab fløj afsted, og jeg blev igen en historie rigere.
Du kan besøge Joan Grønfeldt i hendes værksted på Hjørringgade 7 i Hirtshals.
Følg med her på facebook: Grønfeldt Værkstedsgalleri
Foto og tekst: Jens Kranen Photography