Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation har uddelt i alt 1,8 mio. kr. fra Kulturudviklingspuljen til 23 nye projekter, der skaber spændende og inspirerende kulturtilbud til nordjyderne. De støttede projekter er udvalgt blandt 54 ansøgninger til den populære pulje.
Kultur gør en forskel i nordjydernes liv
Regionsrådets Kulturudviklingspulje støtter, at flere nordjyder får glæde af kunst og kultur, at lokalområder udvikler sig gennem kultur, og at kunst og kultur skaber øget bevidsthed om, eller forslag til svar på, samfundets aktuelle udfordringer.
– Vi oplever bred interesse for puljen fra hele Nordjylland og et stort behov for penge til udviklingsprojekter. Det er også tydeligt, at der i år har været mange ansøgere, der forholder sig til aktuelle temaer som krig, klima og bæredygtighed. Det viser, at kulturlivet i høj grad beskæftiger sig med vores samtid og tager del i samfundsdebatten, siger Peder Key Kristiansen (S), formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation.
Lokalt støttes Hirtshals Operafestival
Foreningen Hirtshals Operafestival blev konstitueret den 1. oktober 2022. Dens mål er at udbrede kendskabet til opera og tiltrække et nyt operapublikum, uanset social status, nationalitet, køn, race og alder. Tovholderne ønsker at tilbyde et nyt kulturtilbud af høj kvalitet samt bidrage til mangfoldigheden og fællesskabet i Hirtshals.
Deres vision er derfor at forankre Hirtshals Operafestival i Hirtshals med årlig afholdelse af festivalen til glæde for lokale samt de mange turister, der årligt gæster byen. Arrangørerne ønsker samarbejde med byens erhvervsliv, foreninger, kulturinstitutioner, skoler samt frivillige.
Støtte også til Under Knivens En Festival 2024
Under Kniven er en musik og kulturforening baseret i Vendsyssel, nærmere bestemt Hjørring.
De har til formål at danne rammen om alternative musikalske oplevelser for Vendsyssel og Nordjyllands beboere, primært med fokus på musikere fra det lokale og regionale vækstlag men også med nationale kunstnere der gæster området.
Koncerterne foregår forskellige steder rundt i Vendsyssel, og Under Kniven forsøger at udnytte de muligheder de ser i byens og områdets rum til at skabe anderledes kunst og koncertoplevelser, ved at bruge alternative områder som scene og ramme for arrangementerne.
Som eksempel har de blandt andet afholdt en dansefest i en nedlagt kirke, der ellers fungerer som digital udstillingshal, de har lavet en endagsfestival med lokale bands i en baggård til et halvt nedrevet spillested for at hylde stedet. De har holdt flere koncerter på en gammel værkstedsscene, lavet en endags bæredygtighedsfestival, etableret et lille spillested på Hjørring Grafisk Værksted og er i fællesskab med andre kulturaktører ved at skabe et kulturhus i Hjørrings gamle arrest.
Under Knivens ny musikfestival i Hjørring løb første gang af stablen over tre dage, på tre scener og med tre koncerter hver dag fra torsdag til lørdag i dagene 20. til 22. oktober 2023.
Endelig er der naturligvis også Vendsyssel Teater
Vendsyssel Teater er Danmarks nordligste selvproducerence teater og blev etableret i 1984. Dengang som et lille egnsteater uden fast adresse – men med store ambitioner.
Mange fantastiske forestillinger, en masse hårdt arbejde og skiftende adresser senere, kunne man i 2017 slå dørene op til nye storslåede rammer i den nuværende bygning på Banegårdspladsen 4 i Hjørring – én af landets nyeste teaterbygninger og det første teater bygget i over 100 år i provinsen.
Vil du vide mere om Vendsyssel Teaters historie, kan du læse det hele og mere til ved at klikke her.
Den 1. januar 2020 blev Vendsyssel Teater opgraderet til et §5 teater – også kaldet et regionalt fyrtårn – og er nu på Finansloven. Dette betyder, at flere nye udviklings- og udfoldelsesmuligheder er kommet til – også visse forpligtelser, hvilket er med til at definere teatrets kunstneriske profil.
Projekter støttet af Kulturudviklingspuljen i 2024
Regionsrådets kulturudviklingspulje kan søges af kulturinstitutioner, foreninger, kommuner, organisationer, kunstnere og andre, der arbejder med kunst, kreativitet, kultur og udvikling i Nordjylland.
Den 10. juni 2024 fik 23 projekter i alt 1,8 mio. kr. i støtte.
Se oversigt over alle de støttede projekter i 2024
Kultur gør Nordjylland attraktiv
Kulturen er central, når Regionsrådet arbejder for, at Nordjylland skal være en attraktiv region i fortsat udvikling. Et levende kulturliv bidrager til nordjydernes livskvalitet, til den mentale trivsel, til et sundt liv, og til udviklingen af attraktive lokalområder.
Samtidig kan kulturen være med til at synliggøre og skabe innovative løsninger på nogle af samfundets aktuelle udfordringer som f.eks. bæredygtighed, sundhed, mental trivsel, bosætning mv. Kulturen kan med sit helt eget sprog og tankegang være en katalysator for udvikling af mange andre områder af samfundet.