Michael Holm på 39 år har stor erfaring inden for detailbranchen, og lige siden han for snart en del år siden blev udlært i Jysk, har han haft som mål at komme til at stå i spidsen for et varehus.
”Jeg er rigtig stolt over at have fået nøglerne til Bauhaus i Hjørring, som jo ligger i mit lokalområde. Jeg kender folk her og ved, hvad de forventer af os, og det ser jeg som en stor styrke,” fortæller Michael Holm, der den 1. januar havde første arbejdsdag som varehuschef.
Brænder for at gå forrest
Jobbet som varehuschef føler Michael Holm sig godt rustet til i kraft af hans mange års ledererfaring dels i Bauhaus dels i andre detailkæder.
”Jeg brænder for at gå forrest og synes, at det er virkelig fedt at kunne være med til at skabe en god kultur, hvor vi har det sjovt og arbejder sammen for at nå fælles mål. Jeg ved jo fra tidligere, at vi er et godt hold her, som giver den gas for at give vores kunder den bedste service,” forklarer Michael Holm og tilføjer, at engagerede medarbejdere er nøglen til glade kunder, der gerne kommer igen.
Kan spejle sig i kunderne
Udover tilfredse medarbejdere handler det for Michael Holm også om at have de rigtige produkter på hylderne for at kunne opfylde kundernes mange bygge- og renoveringsprojekter i hjemmet og i haven.
”Jeg bor selv i hus med min familie og kan spejle mig i vores kunder og ved, hvor vigtigt det er med et stort og varieret produktsortiment. Lige nu har vi travlt med at gøre klar til den nye sæson, og det vrimler ind med en masse spændende forårsnyheder, som jeg glæder mig til at præsentere for vores kunder,” siger Michael Holm.