Vi tog afsted tidlig lørdag morgen, hvor vi havde en lang tur foran os, fortæller eleverne fra HHX i Hjørring.
Vi skulle med tog fra Aalborg til København, derefter med fly fra København til Paris, hvor vi til sidst skulle med fly fra Paris til Clermont-Ferrand. Vi havde en kaotisk start på turen, med forsinket fly og mistet bagage. Vi ankom trods omstændighederne med højt humør til vores hotel i Brioude, og godt efter 24 timer ankom bagagen til hotellet.
Den franske kultur
Mandag skulle vi besøge vores partnerskole i Brassac-Les-Mines. Her oplevede vi den meget anderledes skolekultur de har. De kalder eksempelvis deres lærer madame og monsieur, og alle elever skal rejse sig op, hvis rektoren kommer ind i klasselokalet. Vi fulgte deres dag fra 08-18. hvor vi startede dagen med en formel velkomst af rektor, og efterfølgende skulle have timer med de franske elever resten af dagen.
Minemuseet
Udover at være i skole, skulle vi tirsdag formiddag besøge mine-museet i Brassac-les-Mines. Dette museum betyder meget for byen, da det er en stor del af dens historie. Under det guidede besøg, lærte vi bl.a. hvilke barske og livsfarlige omstændigheder minearbejderne arbejdede under. Det var en lærerig oplevelse, der gav os en større forståelse af byens historie.
Clermont-Ferrand
Onsdag skulle vi besøge bjergkæden Puy-de-Dôme, som ligger ved storbyen Clermont-Ferrand. Vi tog toget til toppen af bjerget, hvor vi kunne se over alle de inaktive vulkaner. Herefter skulle vi ind til centrum, hvor vi besøgte kirken La Cathedrale Notre Dame.
En miljøvenlig løsning
Torsdag stod på to virksomhedsbesøg ved henholdsvis Volvic og Picture. Det er to virksomheder, som vil opnå vækst på en miljøvenlig måde. Volvic producerer noget af det reneste vand i verden, ved brug af naturen. Regnvandet bliver filtreret gennem 6 lag vulkanske sten. Herefter udvinder Volvic det fra jorden, da vandet er blevet renset så godt under denne naturlige proces, at det nu kan drikkes. Picture er et firma der siden dag ét har fokuseret på at skabe så bæredygtig produktion med miljøvenlige produkter. Det gør de bl.a via en mere bæredygtig import og eksport. Det er vigtigt at virksomheder som disse, sætter et eksempel og viser andre virksomheder vejen frem til en mere bæredygtig produktion.
Hjemrejsen
Fredag var vores sidste dag med de franske elever. Vi fik sagt farvel til både dem og rektor. Det har været en lærerig tur, som har givet os endnu mere motivation til at lære sproget. Det er vigtigt at lære sprog, da det kan være med til at udvide ens kendskab til forskellige kulturer. Derudover giver det gode muligheder til fremtidige jobs, da man vil kunne kommunikere på tværs af lande.