Siden 2019 er antallet af gæster, som forventer bæredygtige og miljøvenlige forhold på deres ferie, vokset.
Sådan lyder det i VisitDenmarks seneste Image- og Potentialeanalyse fra 2022. Denne udvikling mærker man blandt andet hos Feriepartner i Løkken og Lønstrup, som nu tager endnu et skridt i retningen mod at stimulere den grønne omstilling.
I uge 42 udrullede de lokale feriehusudlejere i fællesskab med landets 26 øvrige Feriepartner-bureauer en helt ny type emballage af genanvendeligt materiale, som kan spare miljøet for betydelige mængder af plast og dermed mindske CO2-aftrykket.
– Vi udleverer hvert år 4.000 linnedposer til vores gæster, men med det nye tiltag kan vi være med til at eliminere brugen af plastik. Over den kommende femårige periode forventer vi at skåne miljøet for op imod 20.000 plastikposer, fortæller Mikkel Jørgensen, som er bureauleder og partner hos Feriepartner Løkken.
Hos Feriepartner Lønstrup sparer man på samme måde miljøet for 3.200 linnedposer årligt, hvilket svarer til 16.000 plastikposer de næste fem år.
Ambition om udrulning i hele branchen
Den nye, genanvendelige emballage er udviklet i tæt samarbejde med Nordens førende vaskerikoncern, De Forenede Dampvaskerier, som leverer linnedpakker til en stor del af feriehusbranchen i Danmark. Ambitionen med samarbejdet er da også på sigt, at stofemballagen skal udrulles i hele kystturismen:
– I dag leverer vi linnedpakker til en stor del af feriehusbranchen, og det er ambitionen, at overgangen til stofemballage skal tilbydes til hele branchen fra 2023. Lykkes dette kan vi i fællesskab spare miljøet for op mod 3,3 millioner plastikposer over de næste fem år, fortæller Andreas Nyborg, om er divisionsdirektør hos De Forenede Dampvaskerier.
Det nye emballagetiltag er blevet testet med positive resultater siden foråret 2022, hvor tre af Feriepartners lokalbureauer har cirkuleret 3.000 stofposer med de udleverede linnedpakker.