– Er du sindssyg, hvor vi glæder os til at komme ind og se kampen!
25-årige Christian Pedersen fra Hobro er sammen med sine tre gamle kammerater fra Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Nørager taget til Amsterdam for at heppe på de danske drenge under den vigtige kamp mod Wales.
26-årige Mikkel Krabbe fra Jerslev, 25-årige Mikkel Bjerregaard fra Klarup og Rune Bøje på 26 år fra Brønderslev er med på turen, som drengene bestilte via firmaet Landsholdsrejser i tirsdags.
– Vi sad to timer i kø for at få billetterne og gav 185 euro per styk, men det er det hele værd, for det bliver en kæmpe oplevelse. Især hvis vi får en sejr til Danmark med hjem i bagagen, siger en begejstret Christian Pedersen, da TV2 Nord fanger ham over telefonen fra Amsterdam.
Drengene er samlet på en af byens større pladser, der svarer til Kongens Nytorv i København. Her danner de sammen med omkring 5.000 andre fodboldfans en bølge af rød/hvide farver – og lyden er der også skruet godt op for i timerne inden kampstart klokken 18.
– Alle har lige sunget ”Vi er røde, vi er hvide” sammen og råbt på Danmark. Hele pladsen er i de danske farver – der er ikke ét stykke orange, fortæller Christian Pedersen – og roser stemningen blandt de danske fans.
– Folk er bare glade, og der er virkelig gået Heineken i den, siger han med knap så skjult henvisning til de våde varer, der indtages i stor stil på pladsen.
Armbånd gav grønt lys
De fire nordjyske fodboldfans var ellers i tvivl om, hvorvidt de måtte komme ind på stadion. Alle fans skal kunne fremvise en negativ test foretaget på hollandsk jord, inden de bliver lukket ind.
Men flere danske fodboldfans måtte vente i det uvisse i timevis på at få deres svar. Det skriver tv2.dk.
For Christian, Rune og to gange Mikkel var testen også en underlig oplevelse.
– Efter vi var blevet testet, fik vi aldrig svar på, om testen var positiv eller negativ – det var vildt mærkeligt. Pludselig kom de bare og satte et grønt armbånd på os. Så vi går ud fra, vi er testet negative, men vi ved det faktisk ikke, siger Christian Pedersen – som dog går stærkt ud fra, at det grønne armbånd var lig med det ’rigtige’ testsvar.
– Hollænderne holder med os
Lørdag eftermiddag klokken 17 går alle de omkring 5.000 danske fodboldfans i samlet flok ind til Johan Cruijff Arena, hvor kampen skal spilles.
Et stadion, der er den danske landsholdsspiller Christian Eriksens tidligere hjemmebane. Et faktum, der bestemt ikke er gået de nordjyske næser forbi.
– Han er også blevet hyldet hernede på pladsen. Vi har lige stået og råbt hans navn, alle os fans, siger Christian Pedersen – med henvisning til den opbakning, landsholdshelten modtaget, siden han faldt om med hjertestop og måtte genoplives under sidste lørdags EM-kamp mod Finland.
Blandt de helt lokale er også Karl Christian Lunden fra Hjørring, den tidligere indehaver af Slagter Winther i Hirtshals, som på Facebook bekræfter, at stemningen er fantastisk i Amsterdam.