Allerede sidste år foreslog Rasmus Lund-Nielsen, som er Moderaternes ordfører på området, at der burde være regler for alle omkring skoleelevers brug af mobiltelefoner i Danmark.
Den ellers altså i egen optik moderate politiker talte ligefrem for et forbud fra statens side mod mobiler i folkeskolen, da det i hans politiske optik ville medføre flere positive end negative konsekvenser for såvel trivsel som læring.
Både før og efter har lige præcis det emne været en varm politisk kartoffel i Folketinget. På lige præcis dette punkt har de fleste lokale folkeskoler for længst taget diskussionen og overhalet Folketinget.
Det gælder eksempelvis og ikke mindst i det store Sindal Skolecenter med undervisningssteder også i Lendum og Bindslev. Her har den fælles skolebestyrelse for længst formuleret en nuanceret mobilpolitik.
– Generelt er vores tilgang, at både mobiltelefon og andre former for digitale devices er kommet for at blive. Derfor tror vi grundlæggende på, at opgaven for de voksne er at lære eleverne, hvordan man anvender de mange muligheder konstruktivt; både i skolen og i fritiden. Samtidig er det også vigtigt at eleverne lærer, at der er tidspunkter, hvor det fysiske samvær er det vigtigste og telefonen bør lægges væk, lyder det i et specifikt princip målrettet såkaldt digital dannelse.
– Fra og med 0. kl. til og med 3. kl. skal telefonen være slukket og i tasken hele skoledagen, og den må først tændes, når man har fri fra skole, medmindre den skal bruges i undervisningen. Fra og med 4. kl. til og med 9. kl. skal telefonen som minimum være på lydløs – helt uden vibration – og være i tasken i timerne, medmindre den bruges i undervisningen. Bruges den i undervisningen, anvendes den selvfølgelig i overensstemmelse med undervisningsforløbet, formålet og lærerens anvisninger, lyder det videre i det pågældende princip.
Skolebestyrelsen for de tre undervisningssteder anbefaler endvidere, at telefonen fra 4. til 9. klasse er slukket mest muligt i pauserne, så alle er nærværende og værdsætter de fysiske relationer.
Lærerne har desuden altid mulighed for yderligere stramninger end det, der anbefales i principperne. Ligesom det faktisk allerede sker i en del klasser på mellemtrinnet, hvor mobiltelefonerne indsamles ved skoledagens start og først udleveres efter sidste lektion.
Princippet for mobilbrug i Sindal Skolecenter er vel at mærke vedtaget i skolebestyrelsen allerede den 29. september 2021.


