Det har været en turbulent tid for den nordjyske 1. divisionsklub Vendsyssel FF.
Først kom det frem, at klubbens ejere – det schweiziske selskab Core Sports Capital – havde tømt pengekassen for et større millionbeløb, og onsdag vågnede truppen op til, at der ikke var blevet udbetalt løn til dem.
Men nu ser der endelig ud til at være godt nyt på vej til den ellers omtumlede klub, der i skrivende stund kun har 13 spillere tilbage på kontrakt med kun en lille måned til sæsonopstart.
Tidligere bestyrelsesformand Jacob Andersens selskab Jacob Andersen Holding ApS. har købt aktiemajoriteten i klubben tilbage fra de nu tidligere schweiziske ejere Core Sports Capital.
Sammen med Jacob Andersen træder også Thomas Kræmer og Carsten Wøhlk Lauritsen ind i den nye bestyrelse. Både Carsten Wøhlk Lauritsen og Jacob Andersen var ifølge det Centrale Virksomhedsregister en del af bestyrelsens under Core Sports Capital frem til den 22. juni.
Opkøbet af klubben tilfører Vendsyssel FF mindst 12 millioner kroner.
– Tilbagekøbet og kapitaltilførslen giver nu den hårdt tiltrængte og nødvendige ro – og fra i dag ser vi kun fremad. Vi skal bl.a. have ansat et kompetent trænerteam og vi forventer at kunne præsentere cheftræneren allerede i dag. Dernæst skal vi i samarbejde med det nye trænerteam have foretaget de nødvendige justeringer til spillertruppen, således vi står med en sulten, talentfuld og konkurrencedygtig trup inden transfervinduet lukker, siger Jacob Andersen.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikel
Formand for fans har mistet troen på ejerne hos Vendsyssel FF