Lønstrup gl. Redningsstation, der ejes af Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn og Lønstrup Fiskeriforening, er nu klar til tredje fase af den store renoveringsplan, der har løbet over de sidste par år.
Efter loftet i redningsstationen blev udbedret, gennemgik porten og vinduerne sidste år en renovering, da især porten, der vender ud mod vest, er hårdt udsat for vind og vejr.
Fugning af ydermuren
Denne sommer er det derfor ydermuren, der står for skud. De to foreninger har netop holdt et ”byggemøde” med murermester, Søren Beikes ude fra Maarup Gård om, hvorledes det skal forløbe. Sagen er, at fugerne mellem murerstenene er hårdt medtaget, og det samme er mange af de røde murersten også.
Det er bare ikke helt så ligetil, som hvis det var et almindeligt parcelhus, der skal have en ”make over”, da redningsstationen er meget udsat for vestenvinden på grund af beliggenheden. Dernæst er de murersten, der er anvendt, gamle kulbrændte murersten fra Sindal Teglværk. Der er derfor lavet en plan for, hvordan det kan gribes an og Beikes murerfirma går i gang hen over sommeren, inden efteråret sætter ind.
Finansieringen er på plads
Det driftige Forretningsudvalg har skaffet midler fra puljer, så finansieringen er på plads til renoveringen af ydermuren. Når den er færdig kan vi lægge sidste arbejde på en ny og spændende udstilling om redningsvæsenet i Lønstrup.
Her er der nemlig nu nedsat et udvalg fra de to foreninger, og dette udvalg har allerede været på ekskursioner til andre redningsstationer for at få nogle gode og brugbare ideer til, hvad man kan gøre.
Foto: Privat.