Det var småt, hvad de danske fiskere landede af havtasker i årets første måneder. Det skyldtes, at en meget stor del af havtaskerne fanges i norsk område. Her var de danske fiskere forment adgang indtil midten af marts, hvor der langt om længe kom en aftale på plads mellem EU og Norge om fiskeriet i 2023.
Efter at de danske fiskere igen har fået adgang til at fiske i norsk farvand, er der kommet godt gang i fiskeriet efter havtasker, skriver Fiskeri Tidende, hvilket bekræftes af auktionsmester Finn Møller i Hirtshals.
– Der er landet 12.000 kg i april måned, hvilket er det samme som april sidste år. I maj er vi dags dato på 7.000 kg hvilket er 2.500 kg mere end sidste år samme periode. Generelt er mængderne stigende stort set overalt, fortæller auktionsmesterentil NordsøPosten.
I marts nåede de danske fiskere at fange lige så mange havtasker, som de gjorde i marts sidste år, og i april er der tale om en pæn fremgang i havtaske-fiskeriet. I april landede de danske fiskere 200 ton havtasker mod 175 ton i april sidste år.
Samlet set har de danske fiskere i årets første fire måneder landet 566 ton havtasker til en værdi på 23,1 millioner kroner mod 648 ton til en værdi på 25,6 millioner kroner i samme periode sidste år.