I 30 graders varme og blandt osende biler, dyttende lastvogne og morgentravle lokale borgere gennemførte Lisbet Hansen og Alberte Horne Accra Marathon 2025 i Ghana.
Det blev en oplevelse, der bød på mere end blot fysisk udfordring. Med en sluttid på 7 timer og 19 minutter kom Lisbet i mål sammen med Alberte, efter en dramatisk og uforglemmelig tur gennem Ghanas hovedstad.
Marathon med mod og medmenneskelighed
Løbet, der havde omkring 40 tilmeldte og 30 gennemførte, blev en test af både udholdenhed og improvisation.
Lisbet og Alberte løb bagerst i feltet, hvilket viste sig at være en fordel. Her blev de nemlig ledsaget af cyklister – ikke hvem som helst, men ryttere fra det ghanesiske landshold – som hurtigt trådte til med livsvigtig hjælp.
De skaffede iskoldt vand, brød og yoghurt-is, som blev afgørende for at holde deltagerne hydreret og afkølede. “Uden dem havde vi ikke klaret det,” lyder det taknemmeligt fra løberne, som kvitterede med Tour de France-kys og store kram ved målstregen.
Diplomatisk deltagelse og dansk fællesskab
Den danske ambassadør i Ghana, Jacob, deltog også i løbet og gennemførte på fem timer, trods en omvej, der fik ham til at løbe omkring 45 kilometer. Han havde ingen cykelryttere til at vise vej, men klarede alligevel den ekstra distance med imponerende energi. Før og efter løbet var der tid til socialt samvær med ambassadøren.

Første gang – og fuld respekt
Alberte Horne gennemførte sit allerførste marathon og det endda under de ekstreme forhold. Det var også hendes første besøg i Ghana og første gang bag på en motorcykel, som er det foretrukne transportmiddel i landet. Hun arbejder til daglig for Lisbet Hansen i Café Vognporten på Børglum Kloster og fik stor ros for sin indsats og mod.
Løb for en sag
Marathonen var ikke kun en personlig bedrift. Den havde også et formål. Deltagerne opfordrer nu venner og støtter til at sende deres donationer, som går ubeskåret til børn i Liberian Camp. “Bare send pengene nu,” lyder det med et glimt i øjet og en mobilpay-opfordring til mobilpay 22741.
Indtil videre er de snart på 10.000 kroner fra sponsorer. Det er penge nok til omkring to måneders mad i Liberian Camp.
Følg hjælpearbejdet her hos Fru Hansens Plan og på Facebook.

Løb for en sag
