I aftes mødtes bestyrelsen for to foreninger, nemlig Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn og Liver å Lystfiskerforening.
Anledningen til dette møde var et ønske om at lære hinanden lidt bedre at kende med afsæt i tankerne om i første omgang at få et øget samarbejde og måske indenfor de næste år at lægge de to foreninger sammen.
– Hvis det ender med at blive en realitet, så bliver vi en stærkere forening og med super godt fiskevand at tilbyde nuværende og kommende medlemmer, konstaterer Lars Uthsen Holm Jakobsen.
Fiskevandene vil så i fald blive både Liver Å, Uggerby Å, Varbro Å og Guldager Sø. Men inden de to foreninger eventuelt ender der, så er der meget, der skal snakkes igennem og forenes.
– Efter den hyggelige aften med en snak om løst og fast var vi alle positive omkring ideen og indstillet på at arbejde videre med den, tilføjer Lars Uthsen Holm Jakobsen.
I begge foreninger håber de derfor på, at de kommer i mål, da de er enige om, at tiden er til det.
Link til tidligere artikler
NATUREN NU: Flot vandløbspleje hos Liver Å Lystfiskerforening