Overvåget af de mange lokale historiske personer på Lars Nielsens smukke friser i ”Byens Sal” – den tidligere byrådssal præsenterede Lokalhistoriske Selskab for Hirtshals og Omegn fredag den nye årbog for 2025 – Fra egnens fortid.
Efter kaffe og boller med Børge Kokholms berømte rullepølse suppleret med bjesk bød formanden for forretningsudvalget Jacob Madsen velkommen inden Susanne Fibiger, formand for skriftudvalget præsenterede årbogen.

Til dagens præsentation var flere af årets forfattere til dette års udgave mødt frem for selv at fortælle om deres bidrag. En af bidragsyderne Niels P. York har skrevet et stærkt indlæg om sin farfar – modstandsmanden Knud Christensens spændende og indholdsrige liv.
Knud Christensen har netop i 2025 rundet de 100 år, men deltog selv ved fredagens arrangement, hvor han stående supplerede med en anekdote om en faretruende sejlads med et fiskefartøj i en storm hjem fra England få år efter 2. Verdenskrig.
Under arbejdet med at skalke lugerne fandt mandskabet ud af, at fartøjet var stærkt angrebet af fyr (svamp) og da et forlis truede, skyndte yngstemanden at spise det i England dyrt indkøbte rationerede chokolade, for det skulle da ikke gå til spilde!
Udover artiklen om Knud Christensen indeholder årbogen flg. spændende artikler:
- Kaptajn Jens Chr. Jensen – v/Susanne Fibiger
- Fiskeri i vores ungdom – v/Mogens Bilde
- Smedjen i Horne – v/Jan Jensen
- Bastholm Nørgård – Bonde og digter – 100 år – v/Nanna Bastholm Fischer
- Den Nye Vendsysselbane Hjørring-Hirtshals – 100 år.
- Harriet Jepsen – 100 år – v/Gerda Rolle.
- Baptisternes virke i Hirtshals – v/Frand Chemnitz Larsen
- En fisker vender hjem efter befrielsen – v/Susanne Fibiger
- Den ulykkelige fisketur – v/Søren Uggerhøj
- Husmand druknet i vandkanten i Kjul – v/Saliha Marie Fetteh
- Naturfænomen ved Hirtshals – v/Sigrid Nedergaard.
Herudover er bogen krydret med Sigrid Nedergaards fortolkninger og ”oversættelser” af ord på vendelbomål.
Slutteligt sendte Susanne Fibiger en stor tak til både bidragsydere og til de mange, der har ydet en indsats med bogens tilblivelse – herunder korrekturlæser Jette Nedergaard.
Den spændende årbog, der er krydret med mange historiske fotos, er trykt hos Martensens Bogtrykkeri, hvor Jonna og Per har været aktivt involveret i processen.
Medlemmer af Lokalhistorisk Selskab kan hente bogen i arkivet på Det Gamle Rådhushver mandag og tirsdag kl. 13.00 – 15.00 i den kommende uge samt torsdag, kl. 13.00 – 17.00. Ikke afhentede bøger udbringes eller sendes snarest til medlemmerne. Et medlemskab af Lokalhistorisk Selskab koster kr. 160,00 årligt.
Ikke-medlemmer kan købe årbogen for kr. 175,00 på arkivet eller hos Bog & Ide, Hirtshals.
Lokalhistorisk Selskab er også klar med kalenderen for 2026, der ligeledes indeholder mange historiske fotos. Forsiden prydes af navnkundige stadioninspektør Ginge.
Kalenderen kan købes på arkivet og hos Bog & Ide, i SuperBrugsen, Hirtshals samt hos SPAR, Hirtshals for kr. 100,00.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.


