Som uddannet faghistoriker og formand for Skriftudvalget har Susanne Fibiger utvivlsomt en meget stor del af æren for den bundsolide formidling, der igen i år er at finde i FRA EGNENS FORTID, der udgives af Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn.

Ikke desto mindre er Lokalhistorisk Årbog 2020 hele vejen igennem båret af både saglig indsigt et engagement, der konsekvent og uden undtagelse løfter teksterne, som til overflod og helt i tråd med årbogens stolte tradition er rigt illustreret med utallige fine fotos.

Fremhæves skal især Mimi Nielsens indlevede fortælling om forældrene Eyvind og Vibeke Eskildsen. Faren Eyvind ville den 29. september være fyldt 100 år og drev den store møbelhandel Eskildsen i Nørregade. Eyvind Eskildsen blev også som medlem af den såkaldte Biobande medejer af Hirtshals Biograf.
Fremhæves skal tillige pensioneret overlærer Jørgen Jensens fine beretning om 100 år med skolen i Bindslev, samt Susanne Fibigers veldokumenterede afsnit om søsætningen af de første tømmerkister i Hirtshals Havn. Endelig er der også et interessant afsnit om de grønne spejdere i Bindslev fortalt af Jørgen Jakobsen.

Det vil her føre for vidt at omtale alle afsnit, men fremhæves skal dog bogens små anekdotiske nedslag på vendelbomål af Sigrid Nedergaard. Her rammes klokkerent den lokale tone, der dybest set og år efter år bærer det prisværdige lille værk.
Skribenter og indhold i Lokalhistorisk årbog 2020
Susanne Fibiger | Vær med til at skrive vores egen historie |
For hundrede år siden: | |
Sigrid Nedergaard | Fødte i Hirtshals 1920 |
Mimi Nielsen | Møbelhandler Eyvind Eskildsen |
Jørgen Jensen | Bindslev Skole gennem 100 år |
Susanne Fibiger | Den første tømmerkiste søsættes |
Karen Hedvig | Vase Legarth Familien Vase, Lille Asdal |
Knud Poulsen | Blomster til Dorthe |
Karen M Jensen | Thomas Christian Christiansen, Tornby |
Jørgen Jakobsen | De grønne spejdere i Bindslev |
Kirsten Christensen | Sørig Mose – fra jordhule til velstand |
Sigrid Nedergaard | Vendelbomål |
Jacob Madsen | Årets gang |