Af Per Møller
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune, bl.a. 1. Viceborgmester, formand for Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget.
Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland.
Valgt for Det Konservative Folkeparti
Grønnevang 8, 9800 Hjørring
Mail: per.moller@hjoerring.dk
Statsminister og ”landsmoder” Mette Frederiksen agerede forleden co-pilot i bedste ”Top Gun stil” med Ukraines præsident Zelenskyj.
Vicestatsminister og ”minister-for-hvad-der-nu-er-bedst-for” Jacob Ellemann Jensen måtte tage plads på udenfor rampelyset, men fik dog ”blitzen” et par dage efter, da han på uelegant vis lister ud ad bagdøren og overlader skandalerne i forsvarsministeriet til Troels Lund Poulsen.
En manøvre der er set flere gange blandt ministre og giver fornyet næring til politikerlede.
Måske formanden M/K for hhv. Socialdemokratiet og Venstre blot et øjeblik kunne ”tørre smilet af” og rette blikket mod det regionale og kommunale Danmark i stedet for at agere hovedroller i selviscenesatte Truman Show.
Det kommunale og regionale Danmark er under pres og regeringstoppen har ikke blik for borgernes og erhvervslivets forventninger, hvorfor lokalpolitikerne i sidste ende skal ”feje op efter regeringen”, agere ”prygelknabe” og så at sige ”tage skraldet” når der skal lukkes skoler, plejehjem, kulturtilbud, sengepladser m.v.
Besparelser rammer hårdt i kommuner og regioner, mens staten vokser og vokser. Tal fra den såkaldte Dybvad-rapport har tidligere i år vist, at antallet af medarbejdere i statens styrelser og ministerier er vokset med henholdsvis 41 og 32 procent i perioden 2016-2022. I samme periode er antallet af borgernære medarbejdere i kommuner steget med 2,4 procent. Alligevel er det regeringens holdning at kommunerne skal spare milliarder, mens staten med Mette Frederiksen og Jakob Ellemann Jensen samt Lars Løkke i spidsen går fri.
Nye tal viser at antallet af offentligt ansatte i 2030 ventes at runde 900.000. Lad mig slå fast: Det er ikke i kommunerne væksten sker. Det er Regeringens ”rodebutik” og den massive lovgivning, hvor der skal bruges mere tid på kontrol og tilsyn frem for levering af reel borgernære velfærdsydelser.
I min tid som kommunal- og regionspolitiker, bl.a. som sundheds- og socialudvalgsformand i Hjørring kommune kan jeg konstatere, at man på eks. socialområdet har en endeløs række af tilsyn, hvor der ikke er den store koordinering mellem myndighederne.
Lad mig i al stilfærdighed nævne nogle af de tilsyn kommunale og regionale medarbejdere skal forholde sig til: Det sociale tilsyn, arbejdstilsynet, styrelsen for patientsikkerhed, datatilsyn, fødevaretilsyn etc. Tvivlstilfælde ender i Ankestyrelsen.
Og jeg kunne blive ved. Tænk blot på Skatteministeriets historisk skandaløse ejendomsvurderingssystem, som gang på gang er blevet udskudt, senest til 2024. Et system, som oprindeligt var budgetteret til at koste ca. 100 millioner, nu ventes systemet at koste + 1 milliard, men der er stadig tvivl om det kan fungere optimalt, således at ejendomsvurderingerne er korrekte.
Borgerklagerne tager Vurderingsstyrelsen mange medarbejdere sig af. Når de får tid! Der er i øvrigt et klagebehandlingsgebyr på 1100,-
På Forretningsudvalgsmødet i Region Nordjylland mandag d. 21. august, kunne jeg konstatere, at sygehusvæsenet i min landsdel er så presset, at der skal kapacitetstilpasses for mere end 200 millioner. På landsplan er beløbet ca. 2,5 milliarder må jeg forstå på opråbet i medierne fra landets 5 regionsrådsformænd M/K. Besparelser der utvivlsomt ramme patienter og personale.
37 af landets 98 kommuner har søgt om særtilskud fra staten på 1,8 milliarder for at holde hånden under den kommunale velfærd. Puljen indeholder kun 734 millioner, hvorfor det ventes at 15-20 kommuner ikke får en krone.
Afslutningsvis vil jeg citere Val Kilmer fra Top Gun-filmen fra 1986: ”Mayday, mayday. Mav’s (Maverick spillet af Tom Cruise) in trouble. He’s in a flat spin heading out to sea!” Landets regioner og kommuner er i problemer.
Vi har brug for en co-pilot, en regering, der vil være med til at løfte opgaverne frem for blot at smile til kameraet eller liste ud af bagdøren når det brænder på. Vi har brug for dialog og samarbejde så vi i fællesskab kan skabe de nødvendige resultater til glæde for alle danskere.
Samtidig har vi jo også brug for kompetente og ansvarlige politikere i både kommuner og regioner.
Dette synes heller ikke at være tilfældet ligesom på Borgen
I vil så gerne have ansvar, men I vil bare ikke stå til ansvar for alle de økonomiske bommerter og andre dumheder I begår. Vi kan jo forruden ejendomsvurderingssystem, som du selv nævner, også medtage EFI, skandalesygehuse i regionerne, SKATs dumheder med udbyttesagen, håbløse IT-projekter osv. osv. Alt sammen med politikere, embedsmænd og hele møllen indblandet, men ingen står til ansvar. Og i din egen kommune ser det jo heller ikke for godt ud. Så stop dit hyleri hr. Møller. Du er selv en del af problemet
Spot on 👌👏
Det vil være nødvendigt at folketinget fremadrettet endnu mere begrænser kommunernes administration af de kommunale midler,Det er et bundløst hul,som lokal politikerne ikke kan administrere.Hvilket situationen jo beviser.
Man kunne starte med at nedlægge regionerne og indsætte professionelle administratorer.
I kommunerne bruges uanet ressourcer på unødvendige ting for eks sport og kultur.Man kan undres at politikerne i folketinget ikke strammer lokalpolitikernes administrations-muligheder
af de kommunaleskattekroner
Men det er jo nok også blot et spørgsmål om tid før dette sker og heldigvis for det.