I 1989 satte bygningsingeniør Ejvind Rasmussen sig til rette ved skrivebordet hjemme på privatadressen i Horne og gik i gang med arbejdet i sit nyetablerede ingeniørfirma.
Fast forward 35 år er Ejvind Rasmussen for længst trådt ud af firmaet, men han skabte et godt grundlag, sådan at hans arvtagere nu kan fejre 35-års jubilæum.
Vidt udsyn fra Hirtshals
Der var godt grundlag for ingeniørvirksomheden, der bl.a. havde en række opgaver i DDR efter Murens fald – når man i dag går rundt i det tidligere Østberlin, er man nogle steder omgivet af boligblokke, som Ejvind Rasmussen og hans medarbejdere har bidraget til.
Efter år på hjemadressen blev pladsen for trang, og firmaet rykkede til Hirtshals, hvor ingeniørerne satte deres fingeraftryk på byen bl.a. som ingeniører på det spektakulære trappemonument, der forbinder havn og by og i dag er et stort aktiv for byen.
Erasmus & Partnere bliver til
Det var efter flytningen til Hirtshals, at dagens ejere af ingeniørvirksomheden stødte til som bygningsingeniører og var med til at udvikle og vækste firmaet – Lasse B. Jørgensen blev ansat i 1997 og Thomas Ellitsgaard i 2001.
Efter travle år valgte Ejvind Rasmussen i 2005 at optage Lasse B. Jørgensen og Thomas Ellitsgaard som partnere i firmaet og samtidig ændre firmanavn til Erasmus & Partnere samt igangsætte et glidende generationsskifte.
Fuld kompetencepalet
I avisannonce fra 2005 i forbindelse med navneskiftet opsummeres Erasmus & Partneres kompetencer: bærende konstruktioner, vvs- og el-installationer, varmetabsberegninger, indeklima, bygherrerådgivning, byggeledelse, tilstandsvurdering og udviklingsopgaver.
Kompetencer som Lasse B. Jørgensen og Thomas Ellitsgaard, efter at have overtaget fuldt ejerskab og ledelse af ingeniørfirmaet, har styrket, så firmaet i dag tilbyder rådgivning inden for alle ingeniørfaglige områder inkl. brandrådgivning og bæredygtigt byggeri.
I dag kan ingeniørfirmaet yde professionel rådgivning hele vejen gennem et byggeprojekt – fra idéfase til indflytning.
Nye afdelinger
I 2009 åbnede Erasmus & Partnere satellitkontor i Brønderslev, og i 2010 valgte Thomas Ellitsgaard og Lasse B. Jørgensen at rykke hovedkontoret for Erasmus & Partnere til Hjørring, hvor de nu holder til ved den gamle kornsilo – Kontortårnet. I 2019 åbnede firmaet afdeling i Aalborg, men bibeholdt hovedkvarter i Hjørring.
Der er tæt kontakt mellem afdelingerne, og der sparres på livet løs hen over Limfjorden, ligesom der er arbejdsstationer til ’besøgende’ kolleger på kontorerne.
Og ny partner
I 2022 inviterede Thomas Ellitsgaard og Lasse B. Jørgensen firmaets 10-års jubilerende civilingeniør Simon B. Markussen ind i ejerkredsen og satte samtidig gang i endnu et glidende generationsskifte. De tre ejere følger udviklingen i byggeriet nøje og har fokus på fortsat at udvikle firmaets kompetencepalet, så den til enhver tid dækker de behov og lever op til de forventninger byggeriets aktører har til en seriøs samarbejdspartner.

Landsdækkende med base i Nordjylland
Lige fra Ejvind Rasmussens tid har ingeniørfirmaet hentet sine kunder viden om i Danmark og verden derudover uden at lade sig begrænse af den nordjyske forankring.
I mange år kom de færreste opgaver fra nærområdet, og der blev underskrevet samarbejdsaftaler med både typehusfirmaer, arkitekter, entreprenører og bygherrer fra hele landet.
De senere år har den voksende medarbejderstab hos Erasmus & Partnere dog været involveret i en lang række større boligprojekter i bl.a. Aalborg, Hadsund, Hirtshals, Hjørring og Nibe, mens der samtidig stadig arbejdes på større og mindre projekter i resten af landet – og for mangeårige samarbejdspartnere landet over.
At der har været fart på gennem årene, vidner også ’trofæhylden’ med både gazeller og succesvirksomhedspriser om!
Fingeraftryk over alt i landet
Kører man en tur i Danmark – i Nordjylland eller resten af landet, kommer man ikke mange kilometer, før man er i nærheden af byggeprojekter, hvor Erasmus & Partnere har været involveret – hundredvis af typehuse og villaer, institutioner, stålhaller til erhverv og landbrug, boligblokke, erhvervsdomiciler, forretninger, rigmandsvillaer, sommerhuse, bydele, osv.
Mellem projekterne har der gennem årene også været en række lidt ’anderledes’ ingeniøropgaver bl.a. Rubjerg Knude Fyr og Kulturbroen mellem Aalborg og Nørresundby, og netop nu arbejder Simon B. Markussen på ’Det sorte Tårn’, der opføres på Hirtshals Havn.
Intern fejring af jubilæum
Jubilæet fejres i ro og mag internt i Erasmus & Partnere ved et af årets fællesmøder, mens der tælles ned til næste jubilæum.
Foto: Erasmus & Partnere.



Hjertelig tillykke til Erasmus!