Lone Olsen fra Tårs, som sidder i byrådet og i regionsrådet for Venstre, kommer til netværkscafé i kirken i Kulturcenter Vendsyssel onsdag formiddag den 14. februar fra kl. 10.30 til 13 med tid til at spise.
Lone er født i 1976 og er opvokset i Tårs, hvor hun også bor nu. Hun er gift med Morten, som er fotograf. Sammen har de 2 børn, Johan og Camille.
I 1995 blev hun uddannet laborant i København . Efter endt uddannelse fik hun job hos Haldor Topsøe A/S i Kgs. Lyngby. I knap 20 år arbejdede hun i deres forskningslaboratorier, hvor hun beskæftigede sig med katalysatorer til gødningsanlæg, olie- og gasindustri samt til varmeværker. Sideløbende med hendes laborantjob uddannede hun sig til jurist i 2014, og bruger nu meget af sin juridiske viden inden for forvaltningsrettens og socialrettens områder.
I 2014 flyttede hun og familien også til Tårs fra Nordsjælland. Med to små børn og en med specielle behov, gav det god mening at komme nærmere på mormor og morfar. Og Morten, der er født og opvokset i hovedstadsområdet, var klar til at møde nye udfordringer. Desuden ville de gerne, at deres børn voksede op i et mindre bysamfund, men samtidig i et samfund, hvor der finder en udvikling sted, og så var valget ikke så svært.
Som mor og medlem af Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune betyder nordjydernes sundhed meget for Lone. Hun siger:
“Vi har et virkelig godt sundhedsvæsen i Danmark, der hver dag hjælper vores syge og svage”. Dog er vores nordjyske sundhedsvæsen ikke uden udfordringer. Af nogle kan nævnes landets længste ventelister, lægemangel og psykiatri udfordringerne.
“Mit kendskab til sundhedsvæsenet udspringer blandt andet af mit politiske arbejde i Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget, og når det kommer til de borgernære service opgaver, er der mange snitflader mellem kommune og region. Lone er også med i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget og er næstformand der. Men hendes kendskab udspringer i særdeleshed også af, at hun som mor til et barn med cerebral parese kender systemet som pårørende. “Camille følges i mange ambulatorier og af mange fagpersoner i såvel kommunalt som i regionalt regi”, siger Lone Olsen.
“Det giver et indblik i, hvad der fungerer, men også hvad der kan gøres bedre og anderledes til gavn for både patient, personale og pårørende,” tilføjer Lone Olsen.
Lone vil komme ind på hvordan hun kombinerer sit politiske arbejde med familielivet og samtidig være mor til Camille som bliver hjemmetrænet og har meget behov for støtte og opmærksomhed.
Det er hendes “arbejde”, udover alle tillidsposterne, at hjemmetræne Camille.
Lone har tidligere været beskikket i AST og medlem af grundlisteudvalget og med i bestyrelsen på Hospice Vangen. Men i denne valgperiode er hun udover de andre opgaver også formand for Borgerrådgiverudvalget i kommunen.
I regionen er hun medlem af:
-Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen
-Udvalg for Arbejdsmiljø, Uddannelse og Rekruttering
-Næstformand i byggeudvalg for Regionshospitalet
-Formand for Sundhedshuset i Brønderslev
-Mødeleder i Samarbejdsudvalg for Apotekerne.
Kom og hør hvad Lone fortæller og stil spørgsmål til hende hvis der er noget du gerne vil have uddybet, omkring de områder hun har kendskab til.
Af hensyn til maden til middag er tilmelding nødvendig til 42181744 eller 42505535 inden mandag den 11.2. kl.12.