Det lokale byrådsmedlem Lone Olsen fra Venstre sidder også i Regionsrådet, hvilket var grunden til, at hun sammen med borgmester Birgit S. Hansen fredag deltog ved indvielsen af Sundhedscenter Frederikshavn, som er rykket i nye lokaler på Regionshospital Nordjyllands matrikel i Frederikshavn.
– Så mens vi, kommune og region, i dag kan glæde os over synergieffekter og styrkede samarbejdsmuligheder, så er det Hr. Sørensen og fru Nielsen og alle de andre borgere her i kommunen, som virkelig høster gevinsten af vores nyetablerede fællesskab, lød det blandt andet fra Lone Olsen.
– Med sundhedscenter og hospital under samme tag bliver det fremover nemmere og mere ubesværet for dem, når de skal til undersøgelse eller behandling. Også set i lyset af, at matriklen i forvejen huser to lægeklinikker. Og helt ærligt: For langt de fleste borgere kommer det nok ud på ét, om det relevante sundhedstilbud leveres af en lægeklinik, Frederikshavn Kommune eller Region Nordjylland. Når bare tilbuddet er det, der gavner, konkluderede Lone Olsen.
Til illustration af det kommunale og regionale samarbejde var der i dagens anledning sakse til både Lone Olsen og Birgt S. Hansen.