Af Lone Olsen
Venstre i Hjørring Kommune
Taars
Nogle steder sætter sig i kroppen.
Som vinden fra vest og sand i skoene.
Og ja – nogle gange også mellem tænderne.
Tversted er sådan et sted.
Jeg er ikke herfra.
Men jeg har gået barfodet i klitterne hver sommer i min ungdom.
Badet i havet, selv når man var i tvivl, om det egentlig var en god idé.
Og stået i den berømte kø ved det Blå Ishus –
hvor man fortryder tre kugler, alligevel tager fire… med guf.
Og glemmer servietten.
Se! Det er ægte sommer.
Tversted er ikke bare en badeby.
Det er også et hjem – for dem, der har boet her altid,
og for dem, der finder tilbage hertil, år efter år.
Det er lyden af latter og sandaler, der klasker mod asfalten.
Det er voksne, der trækker vejret lidt dybere.
Og børn, der – uden at vide det – samler minder,
de en dag vil vende tilbage til.
Man behøver ikke være lokal for at mærke fællesskabet.
Et fællesskab er sjældent pænt og poleret.
Det er skævt, stædigt og stærkt.
Det er dem, der bliver ved.
Dem, der tager en tørn.
Dem, der ikke siger så meget, men alligevel møder op.
Det kan godt stikke lidt.
Det må det gerne.
For ildsjæle har det med at gnistre –
og det er trods alt bedre end, at ingen tænder noget.
Og nogle gange bliver fællesskab helt lavpraktisk.
Som dengang jeg var med ude at ro med Tversted Bjærgelaug.
En flok politikere i en båd – hvad kunne dog gå galt?
Vi fik instruktion i at ro i takt …og det gik nogenlunde.
Vi kom da i land.
Der var kaffe bagefter – heldigvis ikke afhængig af vores roevner.
Men det var faktisk en aften, hvor det hele alligevel gav mening. Ude af takt eller ej.
Ikke fordi vi blev enige om alt –
men fordi nogen spurgte, og nogen lyttede.
Jeg tror ikke på perfekte fællesskaber.
Jeg tror på dem, hvor man tropper op.
Også selvom man ikke er enig i alt.
Også selvom man hellere ville have været hjemme med benene oppe.
For det er der, man gør en forskel.
Og det er der, man opdager, at de andre faktisk ikke er så tossede endda.
Når livet rammer – og det gør det jo indimellem – det har jeg også prøvet.
Så er det ikke altid de store løsninger, der hjælper.
Det er dem, der rækker ud.
Et blik. En hånd. En sætning som: “Skal jeg tage kaffen?”
Og hvor det, der bar, var nogen, der rakte ud –
uden at gøre stort væsen af det.
Livet er – som Steffen Brandt synger –
“lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt – og helt almindeligt.”
Og netop dér – i det almindelige, det svære, det uperfekte –
finder vi styrken. Sammen.
Det er dét, vi tænder bålet for i aften.
Ikke for at brænde noget væk,
men for at huske, at vi ikke skal være perfekte –
bare til stede.
Forandringer kommer. Det ved I alt om her i Tversted.
Spørgsmålet er, hvordan vi tager imod dem.
Med frygt – eller med fællesskab.
Med afstand – eller med åbne arme og lidt tålmodighed.
Og lad os være ærlige:
Når vi står her sammen og snart ser flammerne, så husker vi,
at det ikke er mørket, vi er bange for –
det er kulden, der kan opstå, hvis vi glemmer hinanden.
Så lad os vælge varmen.
Vælge håbet.
Vælge hinanden.
Der er intet så stærkt som et fællesskab, der bliver,
og intet så vigtigt som mennesker, der vælger hinanden –
også når det er svært.
Vi tænder ikke bålet for at skræmme mørket væk.
Vi tænder det for at huske lyset i os selv.
Og fordi noget er smukt, når vi gør det sammen.
Snart tænder vi bålet.
Snart synger vi.
Nu er det midsommer.
Tak for ordet – og rigtig god Sankt Hans!
Foto: Privat.
