Af Lone Olsen
Regionsrådsmedlem for Venstre
Af Anne Honoré Østergaard
Regionsrådsmedlem for Venstre

Med regionsbudgettet for 2026, som vi i dag har vedtaget på Regionsrådsmødet, kan vi glæde os over, at Hjørring får en central rolle i det historiske løft af Region Nordjylland.
Aftalen er indgået med opbakning fra alle partier i Regionsrådet og rummer et løft på hele 236 mio. kr. – midler, der skal skabe mere tryghed for borgerne og bedre rammer for medarbejderne. For Hjørring er der særligt to initiativer, der skiller sig ud.
Der afsættes 4,1 mio. kr. til flere lægeressourcer og en speciallæge i front i akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland. Det betyder, at patienter i akutte situationer kan få mere nærværende og hurtigere behandling.
Samtidig fastholdes prioriteringen af en ny behandlingsbygning i Hjørring, som vil give markant bedre rammer for patienter i hele Vendsyssel og styrke de ansatte i deres daglige arbejde. Men regionsbudgettet handler ikke kun om Hjørring.
Aftalen løfter hele regionen bredt:
• Over 70 mio. kr. går til at nedbringe ventelister på bl.a. demens-, høre- og øjenområdet.
• Psykiatrien styrkes med mere end 30 mio. kr., så både børn, unge og voksne kan få hurtigere hjælp.
• Næsten 30 mio. kr. investeres i uddannelse af flere læger og akutsygeplejersker.
• 7,5 mio. kr. målrettes indsatser for socialt udsatte borgere, mens 14 mio. kr. styrker bus- og togdriften, så hele Nordjylland – også Hjørring og oplandet – hænger bedre sammen.
• Dertil kommer nye anlæg, bl.a. ekstra stuer på Skagen Gigt- og Rygcenter samt bedre cykelfaciliteter ved det nye universitetshospital.
Dette regionsbudget er ikke bare tal på et papir. Det er en investering i mennesker – både patienter og medarbejdere.
Vi har taget et stort skridt i dag, og vi glæder os til at se de konkrete forbedringer, som allerede næste år vil kunne mærkes i Hjørring og resten af Nordjylland.


