Af Lotte Bergh Jensen
Horne
Tillykke til alle jer, der nu er blevet valgt til at repræsentere borgerne i Hjørring Kommune de næste 4 år.
Vores nye borgmester Søren Smalbro (V) har udtalt vedrørende Hirtshals Havn, at tavlen nu skal viskes ren, så projektet kan komme på skinner.
Vindmøllerne i Åbyen blev droppet, da der ikke var et flertal i byrådet for dette projekt. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Lokallisten og 2 fra Socialdemokratiet var imod – dels fordi møllerne lå for tæt på byen (Åbyen) og dels på grund af de mange indsigelser.
Jeg nærer et håb om, at det nye byråd – med et flertal til Venstre og Konservative – stadig har samme holdning, for så ser fremtiden lys ud for Hirtshals.
Og jeg håber, at det nye byråd mener, at borgerne er vigtigere end ”kunden”.
Tag vare på naturen og pas godt på os borgere, der allerede bor I kommunen – så har vi en chance for at tiltrække nye skatteborgere til kommunen.
Og lad os så få den nødvendige havneudvidelse uden møller og dermed holde klimapolitik og havneudvidelse adskilt.
Smalbro tilføjer også, at der har været al for meget palaver om den havneudvidelse – det har der, og mon ikke det er fordi, at man har talt om, at havneudvidelsen skulle finansiere af bynære kæmpevindmøller.
Kære Hirtshals-borgere – kryds fingre for, at vi ikke skal til at kæmpe med det nye byråd om bynære kæmpevindmøller i Hirtshals – og lad os håbe, at vi kan se positivt og lyst på fremtiden – uden udsigt til kæmpevindmøller i baghaven.
Er jeg naiv – når jeg nu tror på, at verden i dag er en anden – Ja, det er jeg måske, og det har jeg altid helt bevidst valgt at være. Jeg ønsker at tro på det bedste i folk, indtil det modsatte er bevist.
Og skulle det komme dertil – ja så må vi jo bare tage den derfra.
Link til tidligere indlæg
Underskriftindsamling i gang mod fældning af 40 hektar fredskov i Lilleheden Klitplantage
Lige mine ord Lotte tak